Den 11. maj springer vandet igen på Brande Torv

Henrik Engedahl, formand for Teknik & Miljø, overrækker nøglen til teknikrummet til Preben Christensen, formand for Brande City.

Det er en katastrofe at springvandet på torvet i Brande ikke virker – det kan vi ikke leve med

Af Villy Guldbrand Jensen - 

Så klar er meldingen fra Brande City, der nu ikke længere vil se på at springvandet ikke virker.

- Vi er gået ind i sagen, fordi vi føler en forpligtigelse til at få det i gang igen. Vi har personer som knokler for at få turister til vores by. For at få en god oplevelse, og se vores flotte by, så kan vi ikke have et springvand der ikke fungerer, fortæller formanden for Brande City Preben Christensen, der ud fra dagsorden for teknik og miljø kunne se at det havde lange udsigter hvis kommunen skulle klare opgaven.

- Jeg kunne læse at man have beregnet prisen til 235.000 kroner og at man samtidig i Ikast havde samme problem, her var prisen sat til 350.000. Begge beløb skulle på budgettet og så kunne det tidligst blive i 2020 eller senere.

Det kan vi ikke vente på, derfor tager vi sagen i egen hånd, fortsætter Preben Christensen, der tog fat i kommunen og lavede en aftale, hvor Ikast-Brande Kommune betaler for el, vand og renholdelse af bassin og skulpturer.

Til gengæld vil vi sørge for at springvandet kører.

Henrik Engedahl, formand for Teknik & Miljø fortæller:

- Vi har forståelse for at det er et trist syn med et springvand, der ikke springer. 

Kommunens økonomi er desværre spændt hårdt for, så vi kan ikke bare stikke hånden ned i kassen og trække 5-600.000 kroner op til hverken denne eller andre opgaver. Springvandene i både Brande og Ikast vil derfor indgå i byrådets overvejelser, når der skal prioriteres midler ved budgetforhandlingerne i efteråret. 

I den situation er det rigtig glædeligt at Brande City kaster sig ud i at holde springvandet i gang med frivillig hjælp og professionel assistance fra Oliver Bach. Her er der virkelig tale om borgere der arbejder konstruktivt på at finde løsninger i et godt samarbejde med kommunen. Så jeg er rigtig glad for at kunne overlade nøglerne til Brande City indtil kommunen på et tidspunkt igen kan overtage driften, slutter Henrik Engedahl.

 

Springer om godt en måned

Brande City har entreret med Oliver Bach, som har givet et tilbud på reetablering af springvandet og service fremadrettet.

Et flot tilbud som gør at Brande City tør gå i gang og oven i købet proklamere at springvandet springer igen den 11. maj 2019. Samme dag som Annette Heick underholder på torvet.

Samtidig appellerer Brande City til byens borgere og erhvervsliv om at give et beløb til reetableringen af springvandet.

Annoncen kan ses på side 5, hvor der både er opgivet kontonummer og nummer til Mobilepay.

- Vi er glade for hvert et beløb der gives – stort eller lille – da det ellers vil være foreningens kasse der skal betale, og som så ville gå ud over andre projekter vi har planer om, slutter Preben Christensen.

 

 

 

 

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul