Danskundervisningen sendes i udbud

Ikast-Brande går sammen med Herning Kommune om at sende sprogundervisningen af flygtninge og indvandrere i EU-udbud.

Med udgangen af april næste år nedlægger Dansk Flygtningehjælp Lærdansk Herning, som står for danskundervisningen af flygtninge og indvandrere i både Herning og Ikast-Brande. Derfor skal de to kommuner have fundet en ny løsning, og det har indtil for nylig været på tale at etablere en fælleskommunal sprogskole.

Den løsning har Herning Kommune imidlertid ikke ønsket at arbejde videre med. I stedet har nabokommunen mod vest besluttet at gå udbudsvejen, gerne i samarbejde med Ikast-Brande, som man i en længere årrække har haft et fælles sprogskoletilbud sammen med.

At begge kommuner har en relativt høj beskæftigelsesgrad i gruppen af integrationsborgere tilskrives blandt andet netop gode sprogfærdigheder.

Pr. oktober har Ikast-Brande Kommune 142 kursister, der modtager undervisning på Lærdansk under Integrationsloven. Derudover modtager 315 selvforsørgere, der typisk arbejder på virksomhederne i kommunen, sprogundervisning, og endelig har Siemens Gamesa og Give Steel selv arrangeret danskundervisning for ca. 75 kursister.

Eftersom en ny samarbejdspartner skal være på plads om mindre end et halvt år, er der lagt en stram tidsplan for udbuddet. Fristen for at afgive tilbud er således fastsat til 17. december, fire uger efter offentliggørelsen af udbudsmaterialet, og inden offentliggørelsen skal Ikast-Brande Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg først have mulighed for at komme med input til og efterfølgende godkende udbudsmaterialet.

Ønsket om at fortsætte samarbejdet med Herning Kommune bunder blandt andet i, at man derved fortsat kan opnå stordriftsfordele og samtidig videreføre den kvalitet og fleksibilitet, der er opbygget gennem mange års samarbejde.

Udover prisen er de vigtigste kriterier for Ikast-Brande Kommune, at der bliver fundet en lokation til sprogundervisningen, som sikrer både integrationskursister og selvforsørgere let tilgængelighed via offentlig transport, og at vinderen af udbuddet har solid erfaring med servicering af områdets virksomheder, hvilket ses som den absolut største opgave for en kommende leverandør.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul