Danske Bank fortsætter som kommunens bankforbindelse
Ikast-Brande Kommune har gennemført et EU-udbud af kommunens daglige bankforretninger for perioden fra 1. maj og de næste fire år med mulighed for forlængelse i op til 2 år.
Kun to banker bød ind på opgaven, hvilket kommunen forklarer med en generel manglende interesse fra banksektoren i markedet for daglige kommunale bankforretninger.
Resultatet af udbuddet, hvor Danske Bank og Nordea blev vurderet ud fra kriterier som omkostninger, valørberegning, onlinebank og velvilje i forhold til sponsorater, blev, at Danske Bank fortsætter som bankforbindelse for Ikast-Brande Kommune.
Forvaltningen af kommunens kapital har ligeledes været sendt i udbud, og her var interessen præcis dobbelt så stor: Fire kapitalforvaltere bød ind på opgaven, mens flere kapitalforvaltere ikke kunne honorere Ikast-Brande Kommunes etiske krav til investeringer specielt vedrørende våben og derfor opgav at afgive tilbud.
Heller ikke på dette område medførte udbuddet ændringer: Resultatet blev, at Jyske Bank og Alm. Brand AM fortsætter som kapitalforvaltere for Ikast-Brande Kommune, hver for en portefølje på 140 millioner kroner.
Tilføj kommentar