Døren er åben i byggebranchen
Af formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Niels Hansen
Vores arbejdspladser er en stor del af det, der er med til at holde gang i de lokale hjul og gøre vores landsdel attraktiv for både os, der bor her i forvejen, og ikke mindst for at tiltrække nye borgere. Derfor er det også noget af en mavepuster, når Vestas skal fyre 350 ud af 1.000 medarbejdere på vingefabrikken i Lem. Det er mange mennesker, der mister deres job – nogle måske endda ægtefæller, hvor begge arbejder på fabrikken.
Det rammer en landsdel som Midt- og Vestjylland hårdt, når virksomheder med mange arbejdspladser er nødt til at justere af den ene eller anden grund. I byggeriet har vi selv været der, da krisen satte ind i 2008. Det har også kostet mange arbejdspladser og endda også hele virksomheder.
Det går op og ned i alle brancher, og efter lang tid med færre ansatte i vores lokale bygge- og anlægsvirksomheder, er det heldigvis begyndt at gå den rigtige vej, og der vil derfor blive brug for mange af de mennesker, der mister deres job på vingefabrikken, i vores lokale håndværksvirksomheder. Døren er åben til byggebranchen, og vi har brug for jeres arbejdskraft, så vi håber at se jer i vores lokale virksomheder.
Tilføj kommentar