Fælleslisten kaster håndklædet i ringen
Vi er kommet til kort og må konstatere, at der ikke er flere tænder at trække ud omkring flytningen af skoletandpleje i Brande.
Af Lotte Stoltenborg, byrådsmedlem for Fælleslisten
På det lukkede byrådsmøde i september stemte vi for pavillonløsningen, som skulle sikre os, at skoletandplejen blev i Brande. Vores drømmescenarie er at lade børnetandplejen blive i de eksisterende bygninger så længe som muligt. Vi håber stadig, at arkitekttegningerne på Brandes nye skole vil vise, at skoletandplejen kan blive i de eksisterende bygninger under byggeprocessen.
Et flertal i byrådet besluttede, at den midlertidige skoletandpleje i Brande skulle flyttes til Nørre Snede. Beslutningen blev taget ud fra en økonomisk betragtning. Vi finder det urimeligt, at den tandlægefaglige vurdering samt konsekvenserne ved at flytte klinikken væk fra byen ikke blev vægtet højere.
Når en sag er afgjort i byrådet, kan man kun åbne den igen, hvis der opstår nye muligheder, som ikke var til stede, da beslutningen blev taget. Da vi fortsat er meget bekymret for de mange ture, forældrene skal have til Nørre Snede, bekymret for dem uden bil, eller dem som ikke har mulighed for at tage fri igen og igen, har vi arbejdet på en kombineret løsning, hvor dele af tandreguleringen ville kunne ske i Brande.
Desværre er vi kommet til kort! Den løsning, vi havde set som mulig, er ikke længere mulig.
Vi kan derfor kun beklage. Vi må bøje os for flertalsbeslutningen, og I skal på landevejene, hver gang jeres børn skal i tandlægestolen.
Kommentarer
Enten skal vi på landevejene,
Enten skal vi på landevejene, ellers må der jo findes plads i budgettet til at betale 65% af regningen for tandlægebesøg i Brande.
Gad vide om der er budgetteret med den ekstra udgift i forbindelse med beslutningen er taget i byrådet...
Tilføj kommentar