Sofus eller Sofie?

I en samtale på en bænk, som man kan finde på YouTube, slår forhenværende minister Mogens Jensen fast, at man i Danmark skal have lov til at være den, man er. Det komiske og tragiske i situationen er, at han taler med en ung mand, som åbenbart ikke ved, om han er hankøn eller hunkøn og derfor optræder som begge dele samtidig, men mest dog som en grotesk parodi på det kvindelige køn. Se selv efter!

Problemet er et socialt og psykologisk fænomen, og det breder sig i hele den vestlige verden som en mimetisk pandemi.

I USA skyder kønsklinikker derfor op som paddehatte på hele det nordamerikanske kontinent, og her er præferencerne, at man med hormonbehandlinger og rådgivning helst bekræfter den forvirrede patient i en “kønsidentitet”, som strider mod det biologisk konstaterede køn med alle de tragedier, som følger i kølvandet.

En kendt og prisbelønnet amerikansk journalist, Abigail Shrier, har skrevet en alarmerende bog om emnet: Irreversible Damage - The transgender Craze Seducing Our Daughters, som er vel værd at læse og tage varsler af.

For at få en fornemmelse af indstillingen til fænomenet i Danmark kan man læse en rapport, som den kulturbærende institution DIF har udarbejdet for at imødekomme eventuelle problemer i idrætssammenhæng: Inklusion af transkønnede, intetkønnede og non-binære i idrætten.

Rapporten, med forord af formanden for DIF, Hans Natorp, og Rikke Rønholt, bestyrelsesmedlem i DIF’s bestyrelse, indledes med følgende imaginære scenario og tekst, som fortjener at blive læst i sin helhed:

“Hvad stiller man op som frivillig træner, hvis 12-årige Sofus en dag møder op til træning og fortæller, at han oplever en uoverensstemmelse til sit medfødte køn, og at hun fremover vil kaldes Sofie? Sofie vil fremover gerne træne med pigerne i stedet for drengene. Kan man bare sende Sofie over til pigernes træner? Hvad vil det betyde for styrkeforholdet, sammenholdet og konkurrencen i pigerækken? Og hvor skal Sofie nu klæde om og gå i bad henne? Hvilket pronomen skal vi benytte, når vi taler til ham/hende/den? Og hvordan vil de 12-årige holdkammerater mon reagere på, at Sofie spiller med dem, og hvordan sikrer vi, at hun kommer godt ind på det nye hold? Hvis det nu viser sig, at Sofie rent faktisk har et talent for sin idræt og kan være en afgørende faktor for at opnå sportslige resultater, kan hun så deltage i de nationale mesterskaber? Kan hun blive udtaget til landshold og internationale konkurrencer? Hvilke regler skal i så fald være gældende for, at det er retfærdigt over for andre kvinder?”

Man bør bemærke at den umyndige, 12-årige Sofus i fremstillingen her møder op uden sin far og/eller mor, og at det for rapportens forfattere kun er en teoretisk overvejelse hvilket pronomen - “ham/hende/den” - man skal benytte for Sofus og hvilket navn, man skal tiltale ham med. Fra første færd kaldes Sofus for “Sofie” og omtales med pronominet “hun”!

I rapporten er anbefalingerne da også, at man i inklusionens navn og i videst muligt omfang og på bedst mulig måde bør facilitere den 12-årige drengs kønsforvirring uden forældrenes indblanding.

Hvis denne beredvillighed fra DIF’s side ikke er et udtryk for ondskabsfuldhed, så er det et himmelråbende udtryk for misledt imødekommenhed eller ubevidst, pædagogisk børnemishandling, som egentlig fungerer som et had mod det mandlige køn, og man må håbe, at DIF ikke repræsenterer den offentlige indstilling og politik på området.

Meget kan siges i denne sammenhæng, og hvis nogen ønsker at følge udviklingen nærmere og den massive kønsforvirringspropaganda som spredes i USA - og som erfaringsmæssigt kommer til Danmark med nogle års forsinkelse - kan man f.eks. gøre sig bekendt med skandalen omkring Latoya Raveneau, executive producer for Disney og læse artikler og bøger af Leor Sapir, Christopher Rufo, Abigail Shreir, Kara Dansky, Debra Soh og mange andre som advarer mod udviklingen plus se videoklip og foredrag med disse på de sociale medier.

Der er stærke kræfter i gang i Danmark for at forvandle den 12-årige Sofus og hans kammerater til Sofie og hendes veninder med sukker, mel, makeup og priser fra TV’s bage-kage konkurrencer.

Selv i de mindre årgange er normstormerne og kønsaktivisterne på fremmarch. På 62 biblioteker i Danmark kan man således låne bogen “Julian er en havfrue” skrevet for 4-7-årige børn. Agnete og havmanden er for længe siden druknet i konkurrencen om pladsen i den danske andedam og erstattet med de små havfruer og deres bedstemødre, som boltrer sig i strømningerne - og med hinanden - langs Californiens vestkyst.

 

Bent Bergen

Økærvej, Brande

Kommentarer

Ja, heldigvis lærer de små mere om tolerance og rummelighed i vore dage. 

Hvis det at tolerere en tolvårig(!) drengs kønsforvirring udtrykkes ved at validere, befordre og facilitere den, så er “tolerance” blevet en fordækt og underfundig  måde at være ondskabsfuld på.

Hvis man ikke finder DIFs tilgang til denne problematik oprørende, har man muligvis en mangelfuld forståelse af hvad et samfund bør være. Nøgleordet i DIF-rapporten her er “inklusion” og rapporten begynder med at EKSKLUDERE de to vigtigste personer i enhver tolvårig drengs liv: HANS FORÆLDRE. I rapporten står man på tæerne for at hjælpe den imaginære “Sofus” med at EKSKLUDERE sit eget biologiske køn og erstatte det med den autentiske “Sofie” for at bekræfte “Sofus” i hans pubertale forvirring. Medicinske ekspertise er iøvrigt heller ikke med i billedet.  

Ville det ikke være på sin plads at begynde inklusionsbestræbelserne med at inkludere disse faktorer i ligningen og i rapporten, inden man disker op med sine 7 gode råd? 

Wokisterne i DIFs har en kønspolitiske agende, og den er åbenbar og suspekt allerede i udgangspunktet. Det burde forårsage en storm af henvendelser til ledelsen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul