Bussens Venner præsenterede ny tur-bus i Klovborg

Både personale og beboere på Østervang tog straks den nye turbus i øjesyn (foto: Morten Pape).

Af Peter Hald

Sølvskinnende og blank - og næsten som ny. Foreningen Bussens Venner har nu fået et fornemt køretøj, der fredag blev præsenteret ved plejecentret Østervang i Klovborg.

”Senior-expressen”, der sandsynligvis bliver bussens navn, er tilknyttet Østervang og aktivitetscentret Bavnehøj i Nr. Snede, og bussen har til opgave at transportere lokale ældre rundt til aktiviteter og udflugter.
Forgængeren, der bare hed ”Expressen”, var slidt ned, men Bussens Venner fik på kort tid samlet 369.000 kroner til en ny bus takket være stor lokal opbakning, amerikansk lotteri samt støtte fra fonde, brugere og de p.t. 56 betalende medlemmer af støtteforeningen. En Fiat Ducato - seks år gammel, men med kun 53.000 kilometer på tælleren. Og Bussens Venner har selv været med til at indrette køretøjet.

- Den nye bus er længere og har mere plads. Der er plads til ni personer og to kørestole, fortæller Solveig Nielsen, der er formand for Bussens Venner.

Den ny bus vakte stor opmærksomhed, da den blev præsenteret på Østervang. En rød løber var rullet ud, flere af beboerne fik kigget grundigt på bussen, og der vankede champagne.

Bussens Venner har købt den nye bus af Randers-firmaet Autoa A/S, der tog den gamle bus i bytte. Den gamle ”Expressen”, der var 17 år gammel, bliver nu eksporteret til Letland, oplyser Frederik Kristensen, der er kørselsleder for Bussens Venner.

Den nye bus ruller frem igen, når der onsdag eftermiddag er generalforsamling i Bussens Venner på Bavnehøj i Nr. Snede.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul