Bundholdet blev besejret

Mandag aften havde Brande IF’s serie 2-mandskab besøg af KLG Linds oprykkere, som forud for kampen stadig havde sæsonens første point til gode, og det faktum ændrede mandagens opgør på Brande Stadion ikke på.
Gæsterne overraskede ganske vist værterne ved at bringe sig i spidsen efter et kvarters spil, men fem minutter senere profiterede unge Nikolaj Jakobsen af, at den normale centerforsvarer og anfører Christoffer Nielsen var rykket frem i angrebet som ”target-man”, og han udlignede til 1-1 med sit første mål på førsteholdet. Et kvarter senere gjorde lynhurtige Mikkel Oksbjerre, der ligesom Nikolaj Jakobsen spillede sin blot fjerde førsteholdskamp, ham kunsten efter, og så kunne Brande gå til pause med en føring på 2-1.
Christoffer Nielsen gjorde det til 3-1 10 minutter efter pausen, men i sidste minut fik gæsterne reduceret til 2-3. Det virkede dog ikke som om gæsterne troede på miraklet, og 1½ minut inde i dommerens tillægstid slukkede Rasmus Langelund så endegyldigt lyset for Lind, da han headede et smukt indlæg fra Brian Jacobsen i nettet til 4-2.
Læs mere om kampen i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar