Brande City sætter pris på Brande
Først var der to, så var der tre og torsdag er der hele fire priser, der skal uddeles, når Brande Citys udvalg for sport, kultur og turisme for anden gang afholder kåringsarrangement i Remisen.
I 2019 genoptog Brande Old Boys udnævnelsen af Årets forening og Årets sportsnavn - udnævnelser som på daværende tidspunkt havde ligget stille siden 2005 - og året efter overtog Brande City så kåringerne.
Samtidig blev der udvidet med en kulturpris, og i år skal der udover disse tre priser for første gang også uddeles en turismepris.
Turismeprisen er ikke den eneste nyskabelse i år: som noget helt nyt får samtlige prismodtagere mejslet deres navn i granit, præcis som man kender det fra ”årets branditter”, hvis navne kan ses på Torvet.
Det er dog ikke her, men på Mølletorv ved Kvickly, de fire prismodtagere vil blive udødeliggjort.
Kåringsarrangementet afholdes i Remisen torsdag d. 1. september fra kl. 19, og alle interesserede er velkommen – der er gratis adgang.
Tilføj kommentar