Blåhøjs skæbne i politikernes hænder

Henrik Kraglund

Jeg synes, at der tales alt for lidt om risikoen for menneskelige omkostninger ved ”lukning” af Blåhøj.  De økonomiske konsekvenser er hele tiden hovedtemaet.

De menneskelige konsekvenser for borgerne i Blåhøj blev ellers nævnt i adskillige rørende indlæg under borgermøde i Blåhøj-Hallen den 14. august. Der var vel næppe nogen af de tilstedeværende 16 byrådspolitikere, som ikke var påvirket af de indlæg, som borgerne fremlagde og som gjorde det klart, at Blåhøj Skole har en helt særlig betydning som det kit, der binder Blåhøj sammen.

Umiddelbart virkede det, som om Blåhøjs fightervilje gjorde stort indtryk på politikerne – på de fleste i hvert fald. Men hvis Kasper Pauli Pedersen tegner Socialdemokratiet – gør han mon det? – er der ingen opbakning til Blåhøj fra den side. Det har han efter mødet utvetydigt tilkendegivet i indlæg i Herning Folkeblad og Brande Bladet.

Socialdemokratiet – dette i egen indbildning hjertevarme parti – gør det i hvert fald klart, at hvis ikke det private pasningstilbud Lystersminde straks nedlægges, er der ingen opbakning fra Socialdemokratiet. KPP udtaler : ”Vil man derimod fortsat have et privat tilbud i Blåhøj [………..] så synes gode råd dyre, for så har jeg oprigtigt svært ved at se, hvordan vi på trods af rigtigt mange gode intentioner skal få enderne til at hænge sammen, og jeg har meget svært ved at se, hvordan Blåhøj Skole, der allerede er presset på økonomi og antal elever, også i fremtiden skal kunne bevares uden det kommunale dagtilbud, hvor der er overlap i forhold til at få økonomien til at hænge sammen”.  Det var da noget af en svada - lad os lige snappe lidt luft ind - så ser vi tydeligt truslen. Luk Lystersminde – ellers lukker vi (politikere) Blåhøj. Det er revolverpolitik. Det er overgreb mod en privat institution, som herved pålægges ”skylden” for en evt. manglende støtte til Blåhøj. Politikerne har renvaskede hænder.

KPP er bange for præcedensdannelsen, hvis Blåhøj skal have tilført midler. Det er Fælleslisten ikke bange for. Hvis andre byer og landsbyer i kommunen skulle komme i en tilsvarende situation, vil Fælleslisten være lige så imødekommende. Vi vil være indstillet på at forhandle en langsigtet løsning, så der gives tid til at udvikle et presset område. På kort sigt går det måske ud over tilskud til Karup Lufthavn eller til støtte af professionel sport! Det får så være!!

Lad os håbe, at en række andre hidtil skeptiske politikere er mindre teflonbelagte end Kasper Pauli, og at byrådspolitikerne vil være indstillet på at give Blåhøj en chance/mulighed for at arbejde noget mere langsigtet end det, som Blåhøj på det seneste er blevet konfronteret med.

Held og lykke med jeres mange spændende initiativer og planer, Blåhøj.

 

Henrik Kraglund

Byrådsmedlem for Fælleslisten

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul