Biogasanlæg ved Brande – en god ide

De, der læser dette læserbrev, kan ved at kigge på signaturerne herunder hurtigt overbevise sig om, at vi er parter i sagen. Mange vil forstå os som tilhængere af biogas. Og ja, det er vi. Fordi vi har nogle jordnære (så at sige) fordele ved at lade vores husdyrgødning/kløvergræs komme i et biogasanlæg, og fordi det klimaaftryk, vi sætter ved vores landbrugsproduktion, væsentligt reduceres herved. Fordelene ved sidstnævnte deler vi i øvrigt med alle andre i det ganske land.

De jordnære effekter af at bruge biogasgylle kommer her:

- De fleste økologer vil kunne hæve deres høstudbytter.

- Nogle økologer vil endda kunne hæve deres udbytter væsentligt, fordi biogasanlægget kan levere dem gødning (biogasgylle). Gødning, som de ellers ikke kunne få fat i. På den måde giver biogasanlægget anledning til, at nogle få flere landmænd kan drive deres jord økologisk.

- Arbejdslettelser. Nogle bedrifter vil få betydelige ar-bejdslettelser ved at levere deres husdyrgødning til biogasanlægget – det er de bedrifter som håndterer store mængder dybstrøelse. Det er en arbejdslettelse for dem at udbringe biogasgylle på markerne frem for dybstrøelse. Andre bedrifter vil alene opleve mindre arbejdslettelser.

- Lugt reduceres meget ved udbringning af biogasgylle i forhold til lugt ved udbringning af gylle/møg/dybstrøelse. Det er godt for os og for vore naboer.

De her nævnte jordnære positive effekter af biogas-gylle, har de også en effekt højere oppe - på de klimamæssige ting? Spurgt på en anden måde: Er det muligt at se biogasanlægget som værende i en højere sags tjeneste?

Ja, det er det.

Det er der flere grunde til. Den væsentligste er at den energi, der dannes i biogasanlægget, fortrænger de fossile energikilder som naturgas og olie. Derved reduceres udledningen af drivhusgasser.

Også de højere udbytter fra markerne, nævnt tidligere, har en positiv klimamæssig betydning. En forudsætning for de højere udbytter er nemlig, at rodmassen under jorden øges. Det betyder en større indbygning af kulstof i jorden; der bindes herved CO2 i jorden, som tages fra luftens indhold.

Biogasgylle er en ”præcis” gødning med kendt indhold af næringsstoffer (biogasanlægget leverer disse oplysninger) og hurtig optagelse i planterne. Derfor er der mulighed for at dosere biogasgyllen efter behov og på rette tidspunkt. Det har betydning for udslip af lattergas og kvælstofudvaskningen – begge disse tab reduceres. Til gavn for klimaet.

Altså: Biogasgylle påvirker udbyttet i marken positivt – samtidig er der i den mekanisme indbygget, at der er nogle afledte effekter, som har nok så afgørende betydning, nemlig på klimaet. Biogasgylleanlægget ved Brande er dermed en aktør i miljøets tjeneste, en væsentlig aktør i økologiens tjeneste og en meget væsentlig aktør i klimaets tjeneste.

At vi er med i sådant noget påvirker vores stolthed ved det, vi går og laver som økologer. Selvfølgelig er i også glade ved, at biogasgylle påvirker vores økonomi et skridt i den rigtige retning.

Af disse grunde er vi glade ved, at der tæt på os er en virksomhed, der vil påtage sig den økonomiske risiko ved at investere i et biogasanlæg – der er sandt for dyden ikke mange biogasanlæg i DK, der kan prale af en glimrende økonomi, mildt sagt. Og slet ikke indenfor det område, som man vil forsøge med her i Brande, nemlig biogasproduktion på baggrund af en større andel kløvergræs.

Vi håber derfor på, at alle former for tekniske problemer vil blive løst og at biogasanlægget om nogle år vil kunne ses som den gode ide, der blev til et bæredygtig bud på at løse de klimaudfordringer vi alle og Brande står i.

Gert Ladegaard, Ikast,
Jan Volmar, Skærlund,
Jens Chr. Mathiasen, Givskud,
Willem Blaauw, Nr. Snede.

Kommentarer

hvis det nu er så en god ide så synes jeg da i skulle flytte den til en af jeres byer, så vi slipper for den extra trivelse og lugtgener der vil komme ved vores smukke by...

Hilsen en der aldrig håber der kommer en ved Brande

Branditten, det er vel ikke værre end den stank fra bio-mar der nogle gange møder en når man ankommer til brande...

Få nu etableret det anlæg. Man vænner sig let; - men forestiller sig for negativ!

Syntes at dem der kommer med alle de rosende ord om biogasanlæget skal køre en tur Biogas Horsens og ramme nedfaldspunktet fra deres skorsten ca 1 km fra anlæget (alt efter vindstyrke mm) og så syntes jeg de igen derefter skal vurdere om det er noget de har lyst til at stinke til hver dag. Ufatteligt at der kan gives tilladelse til at bygge et anlæg i så tæt en afstand på en by som Brande. Og det er da af og til vinden er i sydøst så det vil ramme Skovbrynet først !!! Tænk over det brandeborgere inden det er for sent....

Ja det læserbrev flytter så lidt ved min mening. Hvis det anlæg er så fantastisk, så flyt det dog ud til jer der skriver dette! Eller er i blevet presset/betalt for at blande jer i vores lokalpolitik? Gider i så ikke lige bidrage til det personlige økonomiske tab de nærmeste naboer til anlægget får, grundet fald i ejendomsværdi, og mindre mulighed får at optage lån?
Jeg venter gladeligt på jeres tilkendegivelser- helst om flytning af anlæg!!!!

Biogasanlæg forpester igen Brønderslevborgere

Det her kan sagtens blive skovbrynet, bestsellers problem.

Studerende Mathilde Nissen Friis bor hos sine forældre i den sydlige del af Brønderslev. Hun fortæller, at det – igen – stinker fra biogasanlægget Krogenskær, der ligger cirka halvanden kilometer fra familiens hus. Ikke hele tiden, men når vinden er ugunstig, eller der er vindstille.

- Så må vi tage vasketøjet ind. Og når vi skal sove, eller forsøge at sove, sker det for lukkede vinduer. Og det er umuligt i den varme, vi har nu, siger en irriteret Mathilde Friis.

Hun bakkes op af Laila Pedersen og Vigdis Hansen, der mærker lugten både på deres arbejdsplads Bredbånd Nord, og hjemme på deres privatadresser.

- Jeg vågner om natten og har kvælningsfornemmelser, og så kan jeg ikke sove igen, siger Vigdis Hansen.- Jeg kører forbi dagligt, og det stinker 364 dage om året...så det er meget mystisk at det ikke stinker i dag!!, skriver et af gruppens medlemmer 13. marts.
Biogasanlægget havde i vinter store problemer med udslip og fik i den forbindelse den halve by imod sig. Det væltede ind med klager og protestunderskrifter til Brønderslev Kommune, og en facebookgruppe krævede anlægget lukket.
Lugtproblemerne har været voldsomme igennem længere tid, og Brønderslev Kommune har fået et væld af klager fra beboerne i den sydlige del af Brønderslev by.

Ny miljøgodkendelse

I februar fik Krogenskær en ny miljøgodkendelse med skrappere krav, og det er paradoksalt nok de krav, der nu giver lugtgener. Overdækningsdugen er taget af en af de store gylletanke, som skal tømmes og kontrolleres.

- Der er emission herfra, og det kan genere borgere i et vist omfang, alt efter hvilken vej vinden nu blæser, og det er selvfølgelig beklageligt, at det er sådan, men vi er nødt til at tømme tanken, siger en af de to ejere af anlægget, Per Pedersen.

Biogasanlægget har resten af året til at foretage de ændringer, der er nødvendige som følge af den ny miljøgodkendelse. Andre tanke skal også kontrolleres. Der skal bygges en overdækket hal til biomasse, som der bliver flyttet rundt på. Og det vil alt sammen kunne give gener, men ifølge Per Pedersen er det værste overstået en gang i løbet af næste uge.

Han beklager, at borgerne ikke på forhånd blev informeret om, at arbejdet med at tømme tanken gik i gang.

Er det sådan en historie vi skal opleve her ved Brande..??

Det er jo ik kun skovbrynet der blir ramt det gør gl thyregodvej Vejlevej bøgevænget og alle de omkring liggende stikveje samt vejene omkring bestseller ja hele den ende af byen der kommer til at ligge ud mod vores kære byråds politikeres elskede gylle anlæg man må da håbe at de en dag får hovedet op af den penge pose de kigger ned i og opdager at det er en en helt forkert placering

Det er utilgiveligt svigt fra politikernes side at de vil placere biogasanlægget så tæt på Brandes boligkvarterer, Bestseller, Siemens og de andre berørte naboer. Alles ejendom bliver mindre værd for at 1 mand skal forgyldes. Alt foregår med tilskud fra EU, og kommunen betaler mærkeligt nok millioner af kroner til vejudbygninger for at de tusindvis af støjende og stinkende lastbiler kan bringe først og fremmest svinegylle fra hele midt- og vestjylland til vores by. Og hvad med Skjern Å. Hvor er SAS Skjern Aa Sammenslutningen i denne sag. De råber op om, at vi ikke må genetablere elværkssøen, men de skulle hellere bekymre sig om dette biogasprojekt, som i virkeligheden er en langt større risiko imod Skjern Å. Vælter bare en enkelt lastbil med gylle, når den på en isglat vintervej foretager sit sving ind til biogasanlægget vil lasten løbe de skrånende 50 meter direkte ned til Skjern Å med uoprettelig skade til følge. VÅGN OP BRANDE - I HAR IKKE TABT ENDNU...

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul