Bevar rådhuset i Brande

Vi har gang på gang hørt politikere sige, at vi skal se Ikast-Brande Kommune som en helhed og ikke bare tænke Ikast eller Brande som enkelte enheder…… men er det virkelig det, som sker i øjeblikket?

Hvorfor skal medarbejderne i Brande (140 pers. eller mere) flyttes fra velfungerende lokaler på rådhuset i Brande til en kasseret skole i Ikast.  En skole, som er utidssvarende med dårlige lokaler, dårlige, utætte og slidte vinduer og døre, dårlige gulve og lofter m.m. Hvad vil det koste at flytte alle disse medarbejder til en skole, som ikke er etableret til dette formål? For at lokalerne skal kunne bruges til formålet, skal der bruges pengene på ny gulvbelægning, vinduer skal udskiftes, lofterne skal repareres og udluftningsanlægget skal renses/forbedres. Kommunen vil f.eks. tilbyde medarbejdere, at de skal sidde 6-8 personer i samme slidte lokale med kun et vindue. Der skal etableres IT i samtlige lokaler, og som et minimum skal der etableres et tilfredsstillende indeklima i samtlige lokaler. Mange af medarbejderne kører i dag i bil til arbejde. Hvordan er parkeringsforholdene ved deres nye arbejdsplads? Skal der også bruges penge til dette?

Hvad har politikerne afsat til denne flytning? Sikkert et større beløb, som meget bedre kunne bruges til andre formål, da vi jo allerede har et velfungerende rådhus i Brande med tilfredsstillende indeklima og tilfredse medarbejdere. Inden for de sidste par år er der endda brugt mange penge på nyt tag, ny beplantning af udearealerne, og indenfor er der foretaget istandsættelse af køkken, kantine, gangareal, møderum og meget mere, så lokalerne er tidssvarende. Ved at bevare det nuværende rådhus i Brande, kan Ikast-Brande Kommune spare alle udgifterne forbundet med flytningen, penge som er meget bedre brugt andre steder. Og er kommunens økonomi ikke belastet nok i forvejen med massive besparelser på vej.

Jeg er sikker på, at ovennævnte flytning har en skjult dagsorden, og at denne løsning kun er midlertidig med det ene formål, at få rådhuset i Brande jævnet med jorden. Min påstand er, at der inden for de næste 5-7 år vil blive bygget et helt ny rådhus eller tilbygning til det nuværende rådhus i Ikast for at ”samle medarbejderne” under samme tag. En udgift, som vil belaste kommunens økonomi yderligere, på noget som man kan diskutere nødvendigheden af.

360 graders gruppen har vist, at skolen sagtens kan etableres på stedet, uden at det skal ”koste” et velfungerende rådhus i Brande. Men er man helt sikker på, at en ny skoles beliggenhed i Centerparken er den helt rigtige for borgerne i Brande?

Når man taler med folk i Brande, er mange meget uforstående overfor, at man vil ødelægge det dejlige grønne område midt i byen – en dejlig lille oase, som ugentligt bliver brugt til krolf og petanque af pensionister i byen. Den helt nye legeplads bliver brugt rigtig meget af dagplejen og børnefamilier. Unge mennesker hygger og soler sig i sommerhalvåret og børnene fra børnehaverne i Brande bruger bakken til leg om sommeren og til at kælke på om vinteren.

Mange borgere i Brande har svært ved at forstå, at den nye skoles placering er den mest optimale. Hvorfor ikke placere den nye skole på den nuværende placering eller på Brandlund fælle, hvor tilkørselsmulighederne for forældre, som kører deres børn i skole vil være væsentlig bedre end ved hallerne. Og via det i forvejen overbelastede kryds ved Kvickly.

En placering af skolen på det nuværende sted eller på Brandlund Fælled vil også give rigtig god mening, hvis det er planen at udstykke nye byggegrunde i dette område. Og hvor bliver de nye byggegrunde egentligt af? Det var bl.a. en del af valgløfterne fra de politikere, der blev valgt ind fra Brande.

Hvad skal der ske med den gamle Præstelundskole? Hvad er politikernes plan?

Og hvor er ungdomsskolen i hele dette scenarie? Hvem har tænkt på den?

 

Mht. flytning af børnetandplejen.

 

Beholder man det gamle rådhus, kan den eksisterende tandpleje forblive, hvor den er. Skal tandplejen flyttes, vil den bedste løsning være at etablere denne i eksisterende bygningerne i Brande, som kommunen allerede ejer i forvejen f.eks. ”Åparken”?  På den måde vil der ikke blive ”dobbelte” udgifter, da tandplejen i så fald vil kunne forblive i disse lokaler fremover uanset placeringen af skolen

Måske var det desuden en mulighed at flytte turistkontoret hertil, for at nedbringe deres driftsudgifter, så turistkontoret kan bevares.                             

Der er ingen tvivl om, at alle involverede parter i denne sag har gjort deres yderste for at opnå den bedste løsning for det nye skoleprojekt i Brande. Men konsekvenserne af beslutningen, havde mange nok ikke forudset. Nu hvor disse er kendte, bør beslutningen om skoleplaceringen og flytning af rådhuset genbehandles, så der træffes den helt rigtige beslutning til gavn for Brande og borgerne i byen.

Politikerne, Brande borgerforening/Handelsstandsforeningen og 360 graders gruppen opfodres derfor til at arrangerer et borgermøde vedr. ”projekt ny skole”, hvor politikerne kan få mulighed for at forklare grundlaget for deres beslutninger og argumenterne herfor, og hvor borgerne har mulighed for at blive hørt. Alt dette, så der kan træffes den helt rigtige beslutning for skoleplaceringen uden at det behøver at medføre flytning af rådhuset.

 

Annette J. Krogstrup 

Landlyst 6, 

Brande 

Kommentarer

Godt skrevet Anette, jeg tror du har mange brande-borgeres sympati.

Enig

Jeg er helt enig med Annette indlæg, problemet er at skoleprojektet og dens placering er grebet helt forkert an fra starten af. Man skulle aldrig havde startet med at vælge en placering, når man ikke kendte konsekvenserne (både de gode, og de dårlige) af alle tre placeringer.

Vi kender nu alle konsekvenserne af den valgte placering, og de fleste er nu enige om, at disse konsekvenser har en alt for høj pris, også selvom den nye skole helt sikkert nok skal blive fantastisk.

Det er ikke fordi jeg vil forsvare politikernes beslutning det må de selv gøre, men jeg er sikker på de to øvrige placeringer også vil have nogle konsekvenser som mange i byen ikke kunne acceptere.

For kunne placeringen på fælleden accepteres hvis det i et par år kostede BIF nogle boldbaner? Til gengæld kunne man etablere nye baner og klubhus på den nuværende skolegrund, og det nye boligområde i Brande syd, kunne boostes igang med en skole som nabo.

Eller kunne den nuværende placering på Præstelunden accepteres hvis alle børn midlertidig skulle med bus til den nedlagde skole i Ikast i 2-3 år? Til gengæld kunne man komme langt hurtigere igang, da infrastruktur, lokalplaner m.m. forbliver uændrede.

Jeg ved ikke om der er en skjult agenda med den valgte placering, for de eneste som pt. er tilhængere af en central placering af kommunens rådhus/administration er Socialdemokratiet, og de foreslog jo netop som det eneste parti, at skolen skulle placeres hvor den ligge i dag.

Dette forslag kunne der ikke skabes flertal for i byrådet. Egentlig ganske underligt, når Venstre og Dansk Folkeparti ikke tidligere har været villige til at slukke for lyset i rådhuset, og borgmesteren tilmed mente, at en placering i Centerparken formentlig ville kræve at rådhuset blev fjernet.

Vi kan blive ved med at komme med argumenter for og imod den valgte placering, men jeg er desværre ret sikker på det ikke rokker ved byrådets beslutning, for der er gået så meget politisk taktik i beslutningen at der ingen vej er tilbage, selvom en revurdering havde været ønskeligt, så alle aspekter og konsekvenser kom med denne gang.

 

Hej Annette. Først vil jeg sige rigtig godt skrevet. Ja det er med undren at et byråd arter sig således, som her med den nye skole.  De siger det bliver verdens bedste skole, ja det siger de folkevalgte altid, for at få os borgere til at hoppe med på limpinden.

Man kan da så konkludere, at det så er på tide at byrådet får bygget den skole, samt de selv bliver de første elever på skolen, for med den beslutningssans de der forelægger for os borgere, er det da ihvertfal på tide at de igen kommer på skolebænken.

Læste for nogle år tilbage om en engelsk kommune, hvor borgerne havde afsat byrådet ved næste valg, samt kommunen derefter blev varetaget af borgerne - ulønnet. Den engelske kommune havde derefter ingen problemer med at få enderne til at nå sammen - i diverse udvalg.

Vi kunne gøre det samme her i Ikast/Brande kommune, tror egentlig at den fremgangsmåde - ville være at foretrække, frem for at have et byråd som tænker mere på honorarer.

For de beslutninger med at flytte omk. 150 kommunalt ansatte fra en bygning hvor alt er iorden, til en gammel skole hvor der skal laves forbedringer for et endnu ikke oplyst mill. beløb skriger jo til himlen. Et byråd der tager sådanne beslutninger skulle dømmes ude.

Med venlig hilsen

                              Niels Peder Højmose  

Med venlig hilsen

Niels Peder Højmose

                             

Niels Peder Højmose

Nej de skulle forvises fra kommunen nu lige med det samme, sådan som de forvalter skatteborgernes penge så er de ikke egnede til at bestride de poster de har, jeg synes også deres spareiver går ud over de forkerte nemlig borgere der i forvejen har det svært, skolebør og daginsttutioner og såda kunne jeg blive ved, men når kassen skal åbnes i forhold til Karup lufthavn, FC midtjylland, harrild hede og industrien så skal der ikke spares, 

Ja, hvis Præstelundskolen alligevel skal rives ned, kan den nye skole ligeså blive bygget der, ellers syntes jeg at placeringen ved SMP centret er fin, men der er vel ingen grund til at rådhuset skal rives ned, hvis man river biblioteksbygningen ned, kan den vel være der, det koster selvfølgelig det grønne område der, men et nyt bibliotek kunne indgå i den nye skole, eleverne kunne benytte hallerne mere, og tandplejen kunne blive hvor den er. Tror desværre at det er op ad bakke, og en underskriftindsamling nytteløs, sålænge dem som sidder med beslutningerne bor i Ikast. 

Jørgen B.P. Hansen 

Hej Anette. - Du rammer vist helt fint hvad mange heromkring tænker og snakker om.

Nu kom der jo ikke en politiskole til Vestre skole; - men hele sagsbehandling og tankesæt synes at være på samme forvirrende og uforståelige niveau som der kørte inden den også blev midlertidig placeret af staten og DF!

Generelt forstår jeg slet ikke centraliseringsiveren hvor alt skal trykkes sammen i de største byer med trafik og parkeringsbøvl til følge. Med allerede eksisterende moderne kommunikationsmidler synes det ikke at være helt så nødvendig som da solkongen byggede Versailles slottet !  - Han var vist ikke engang socialdemokrat på den tid?

En ting er alle argumenter for at samle hele kommunens administration omkring et stort mødelokale og fælles kantine, - noget andet er hvad det betyder for kommunens borgere når de skal besøge dette sted? - Har nogen regnet på hvad det betyder for de samlede transportomkostninger for kommunens borgere?

Det kan sagtens lade sig gøre at indrette borgerservice i en varevogn med "information at your fingertips" som Bill Gates promoverer, - og på den måde kan bjerget komme til Muhammed i stedet for det omvendte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul