Aura overtager gadelyset
Opgaven med at drifte og vedligeholde Ikast-Brande Kommunes gadelys og signalanlæg (lyskryds) har været sendt i offentligt EU-udbud.
Licitationen blev afholdt 28. september, og der var indkommet 5 tilbud på opgaven fra henholdsvis Aura Installation, Bravida Danmark, Citelum Denmark, Energi Ikast Service og Verdo Teknik.
Resultatet blev, at Aura Installation, som er et andelsejet, østjysk forankret energiselskab, vandt udbuddet med den laveste samlede pris på knap 3,7 millioner kroner.
I praksis kommer det til at betyde, at Aura Installation overtager driften af gadelys og signalanlæg fra Energi Ikast fra årsskiftet.
Lene Hoffmann fra Ikast-Brande Kommunes vej og park-område oplyser, at tilbuddet fra Energi Ikast er blevet erklæret ukonditionsmæssigt, da selskabet i det såkaldte ESPD (et fælleseuropæisk udbudsdokument, red.) ikke har angivet, at de opfylder de mindstekrav vedrørende kvalitetssikringssystem og miljøledelsessystem, der er krævet i forbindelse med udbuddet.
Desforuden var Energi Ikast ikke var billigst på prisen, oplyser Lene Hoffmann videre.
Tilføj kommentar