Atter olie i åen
Indsendt af Mikael Lund den ons, 19/08/2020 - 10:19
De lokale brandfolk måtte tirsdag kort før kl. 18 igen finde flydespærringerne frem, da der endnu engang blev meldt om et større olieudslip i Brande Å.
Flydespærringerne blev lagt ud for at opsamle olien ved broen, der forbinder Skjoldborgs Allé med Bjerglide.
Vurderingen er, at det var eftermiddagens heftige regnskyl, der har fået olien til at flyde ud i åen, et problem man oplevede gentagne gange i løbet af 2019.
På den baggrund besluttede Ikast-Brande Kommune først på året at foretage en kortlægning af de olieudskillere, der findes i industrikvarteret omkring Jyllandsvej/Sjællandsvej, da man formodede, at udslippene stammede fra en olieudskiller i netop det område, som var koblet forkert på spildevandssystemet.
Tilføj kommentar