Antallet af rapporterede ”utilsigtede hændelser” er eksploderet
På sit møde torsdag skal Ikast-Brande Kommunes sundheds- og omsorgsudvalg bl.a. gennemgå årsrapporten for antallet og arten af såkaldt ”utilsigtede hændelser” indenfor sundhedsvæsnet.
I løbet af 2015 er der indrapporteret 792 utilsigtede hændelser i Ikast-Brande Kommune, en stigning på 64% i forhold til 2014.
Stigningen forklares med ”stigende fokus og en opmærksomhed på patientsikkerhed og en øget bevidsthed om et konstruktivt læringspotentiale ved at indberette” og svarer ifølge kommunen selv til tendensen på landsplan. En opfattelse, der deles af udvalgsformand Frank Heidemann Sørensen (S).
Medicineringsfejl står med 628 for langt hovedparten af de utilsigtede hændelser (79,3%), mens 105 patientuheld i form af fald udgør 13,3%. Heraf vurderes ca. halvdelen at skyldes borgernes (over-)vurdering af egen fysisk formåen.
Syvdobling i hjemmesygeplejen
Med 366 utilsigtede hændelser står plejeboligerne for knap halvdelen af indberetningerne. De sociale botilbud har haft 252 (31,8%), hjemmeplejen 81 og hjemmesygeplejen 58. Her er der sket mere end en syvdobling siden 2014, hvor der kun blev indrapporteret 8 utilsigtede hændelser.
Få alvorlige
Af de 792 utilsigtede hændelser betegnes de 750 (94,7%) som enten milde eller ”ingen skade”. 4 har medført permanent skade, som kræver indlæggelse eller behandling hos praktiserende læge eller øget plejeindsats, mens der ikke er sket dødsfald som følge af utilsigtede hændelser i 2015.
Læs mere i Focus Ikast-Brande onsdag.
Tilføj kommentar