Afbrændingsforbuddet genindført

Brand & Redning MidtVest har mandag morgen besluttet at genindføre afbrændingsforbuddet i Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande kommuner med virkning fra kl. 17. Det er den seneste uges varme og tørre vejr, der har fået beredskabschef Kim Bjerg Wemmelund til at træffe beslutningen, som denne gang også omfatter brug af grill, med mindre det foregår i erhvervsmæssigt øjemed.

Afbrændingsforbuddet blev indført Grundlovsdag og hævet igen 14 dage senere umiddelbart før Sankt Hans, men nu er det altså igen slut med afbrænding af bål, haveaffald o.s.v. - i hvert fald indtil videre.

- Der er nu historisk tørt og brandfaren nærmer sig det ekstreme. Vi har de seneste dage oplevet flere naturbrande som en direkte konsekvens af den meget tørre vegetation. Der udstedes derfor afbrændingsforbud i medfør af Beredskabsloven og afbrændingsbekendtgørelsen gældende for Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande og Herning Kommuner med virkning fra mandag d. 2. juli kl. 17.00, oplyser beredskabschefen.

Forbuddet omfatter:

- afbrænding af haveaffald
- afbrænding af halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
- afbrænding af affald fra skovbrug
- afbrænding af siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede og mosetørv
- alle slags bål, herunder brug af bålfade
- brug af kulgrill alle steder
- brug af åben ild herunder gasgrill på offentlige naturområder med vegetation
- enhver brug af ukrudtsbrænder.

Under forudsætning af konstant opsyn og egnede slukningsmidler i umiddelbar nærhed omfatter forbuddet IKKE følgende:

- Erhvervsmæssig håndtering af arbejde jævnfør reglerne for varmt arbejde, og som ikke er en del af ovenstående.
- Brug af apparater og lign., der fungerer ved forbrænding af fast, flydende eller gasformigt brændstof som fx gasgrill, trangia, petroleumslamper og lign. på fast ikke brændbart underlag på egen ejendom, ved sommerhuse, campingpladser, feriecentre og restauranter og som ikke er omfattet af ovenstående. Ved fast ikke brændbart underlag forstås fx fliser, asfalt, grus og beton.
- Brug af kulgrill kan kun ske erhvervsmæssigt på ikke brændbart underlag i en afstand på mindst 5 meter fra bygninger og brandbare overflader, dog 10 meter til stråtækte bygninger. Der skal altid i umiddelbart nærhed forefindes som minimum 9 liter trykvandslukker og personale instrueret i brugen heraf.

Almindelig forsigtighed:

- Parker aldrig bilen i højt græs. (katalysatoren kan antænde brand).
- Smid aldrig cigaretskodder fra dig i naturen.
- Efterlad aldrig flasker mv. i naturen (kan virke som brændglas og kan antænde en brand).
- Smid aldrig aske i naturen (kan indeholde gløder meget længe efter brug).

- Brand & Redning MidtVest følger situationen og vil naturligvis ophæve forbuddet igen hurtigst muligt, oplyser beredskabschefen og henviser til Brande & Redning MidtVests hjemmeside.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul