50+ tema i Brande Bladet

Det fantastiske seniorliv.

 

Af Ilse Christensen - 

 

Når man har sluttet sit arbejdsliv og man har fået alle døgnets 24 timer  til egen rådighed, venter der, heldigvis for de fleste, nogle fantastiske år.

Jeg valgte at sluttede på arbejdsmarkedet den dag jeg fyldte 63 år og det er af de bedste beslutninger i mit liv.  Det har været dejligt at kunne dyrke den nære familie og dykke ned i fritidsinteresser og lade dem fylde meget mere i hverdagen og i livet

Jeg har haft et rigtig dejligt arbejdsliv.  I et fag hvor jeg har haft min passion. Jeg har været glad for at gå på arbejde hver eneste dag og glædet mig til dagens udfordringer.

Så efter 41 år på arbejdsmarkedet kan det godt være en smule skræmmende, pludselig selv at skulle udfylde alle døgnets 24 timer – 7 dage om ugen.  Kommer jeg nu til at kede mig ?  er en nærliggende tanke.

For at overgangen mellem arbejdsliv og pensionistliv ikke skulle blive for brat og for ”kedelig” havde jeg derfor sat mig et mål - jeg ville ud at gå den Franske Camino i Spanien – 800 km.

 For mig var det et vigtigt valg og en vigtig opgave at give mig selv.   Der var masser af god energi i at planlægge denne lange vandring – læse en masse bøger om turen - og oplevelser af turen, få indkøbt det rigtige udstyr, planlægge turen – dagsmarcher, overnatninger mm og ikke mindst, begynde at træne op til at kunne gå 25 km hver dag i 5 uger.   Der var for mig den helt rigtige måde at starte mit pensionistliv på.  Jeg skal helt sikkert afsted på noget lignende igen.

Da jeg kom hjem og havde fuldført mit mål, ventede der heldigvis nye udfordringer.  Jeg har engageret mig i en del foreningsliv og er her med til at sætte dagsorden for hvad jeg gerne ser, der skal ske. Det er for mig meget vigtigt er være aktiv både fysisk og psykisk.  Jeg har også fået tid og overskud til mine dejlige børnebørn – det er vigtig at nyde dem og have gode oplevelser sammen, også mens de er små.

Hvad skal der til for at få et fantastisk seniorliv?
Ligesom med alt andet her i livet, er det forskelligt fra person til person. Fordi man fylder 65 år bliver man ikke pludselig bare ”gammel”.  Man er stadig den person man altid har været og det er individuelt hvad man sætter pris på og har af ønsker til, hvad hverdagen skal fyldes med.
Det kan være familien der skal fylde mere, fritidsinteresser – såsom have, hobbies, rejser og traveture og alt muligt andet.  Fælles for alle os seniorer er at vores tid er kostbar og det hos os alle fylder meget at få det absolut bedste ud at disse år.

I den modne alder oplever man paradokset med at tiden går hurtigere og hurtige og samtidig er man også blevet bedre og mere bevidst om at nyde øjeblikkene og hverdagene.
Med årene har jeg oplevet at blive bedre til at sanse og fange de små detaljer i øjeblikkets oplevelser – det være sige at nyde naturen, at se tingene gro i haven og se børnebørnenes trivsel og glæde.  Øjeblikke i gode venners lag og god tid til fordybelse.  At blive mere nærværende og mere opmærksom, nu hvor jeg ikke længere har så travlt med at ”nå” alting.

Tankerne og bevidstheden om at man ikke er udødelig er blevet mere tilstedeværende – og det giver mig stor taknemmelighed for de gode år der er lige nu, med godt helbred og fysisk og psykisk overskud til at være aktiv og til at deltage i mange fritidsinteresser. 

Hvis jeg skulle give et par råd videre, som har virket for mig, må det være :

At være bevidst om tilvalg og fravalg.
Prioriter hvad der er vigtigst.  Vær aktiv i at arrangere fælles oplevelser med familie og venner – så der hele tiden noget at se frem tid.  Give sig selv nye udfordringer.   Være aktiv.  Dyrk det der passionerer.  Få selv tingene til at ske – det giver en stor glæde.  Nyd seniorlivet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul