Åbningsceremoni for Blåhøj Friskole

Af Anne-Marie Pedersen
I lørdags var flaget hejst på Blåhøj skole. Her blev med pomp og pragt fejret, at Blåhøj har fået deres egen friskole. Mange var mødt op fra Blåhøj og opland, for at vise deres opbakning til den nye skole.
Skolesituationen i Blåhøj har været under pres i mange år. Som kommunalskole har skolen været på byrådets dagsorden ad flere omgange. Dette grundet det over årene faldende elevtal på skolen. Og i starten af 2023 faldt hammeren hårdt fra kommunens side, - Blåhøj Skole skulle lukke pr. 31. juli 2024. Denne beslutning var borgerne i Blåhøj dog ikke enige i, og der blev hurtigt sammensat en arbejdsgruppe, der skulle sondere mulighederne for opstart af en friskole.
Fællesskabet sejrede
Det var altså ikke helt uden grund at flaget var hejst, den røde løber rullet ud og en stor æresport - lavet af farverige balloner – var opsat foran hovedindgangen til den nye skole. Udover at dagen var en åbningsceremoni for den nye skole, så fik jeg også lidt følelsen af at deltage i en sejrsfest. Glæden og stoltheden over den nye skole, var ikke til at tage fejl af.
Det var også en meget glad og stolt kommende skoleleder – Lotte Stoltenborg, der holdt åbningsceremoniens første tale. Her blev ikke lagt skjul på, hvor imponerende et stykke arbejde, der er blevet lagt af frivillige hænder i hele processen med skabelsen af friskolen. Og stoltheden fra Lotte over at have været med i en del af processen var tydelig. Det var med rank ryg og stort smil, hun sagde – I GJORDE DET BLÅHØJ, - I har ikke bare skabt en skole, MEN en helt ny FRISKOLE.
Herefter præsenterede Lotte, den nye stab af lærere og medhjælper, som fremadrettet bliver at finde på den nye skole. Det blev til 13 medarbejdere, som alle er fundet ud fra specielle kompetencer og uden at skolen har haft jobopslag oppe.
Lotte Stoltenborg kunne i strålende solskinsvejr byde de mange gæster velkommen på den nye friskole. Saksen til at klippe det røde bånd ligger klar.
Læs mere i Brande Bladet i morgen tirsdag.
Tilføj kommentar