Westermost Rough Havmøllepark erklæret åben
Westermost Rough - den første havmøllepark i verden, som tager de kæmpestore 6 MW-vindmøller fra Siemens med et vingefang på 75 meter i kommerciel brug - er i dag blevet officielt åbnet ved en ceremoni i Grimsby, Storbritannien.
Havmølleparken kan producere strøm nok til at dække mere end 150.000 husstandes strømforbrug og er et joint venture mellem DONG Energy (50 %), Marubeni Corporation (25 %) og UK Green Investment Bank plc (25 %).
- Westermost Rough er et banebrydende projekt, som spiller en vigtig rolle i vores bestræbelser på at reducere prisen på energi fra havvind. Det er ikke alene det første offshore vindprojekt i verden, som anvender Siemens 6 MW-vindmøllen med en rotordiameter på 154 m, det skiller sig også ud ved at være et projekt, der tiltrak investeringer i anlægsfasen fra vores joint venture-partnere, Marubeni og Green Investment Bank, siger Henrik Poulsen, CEO i DONG Energy. Han tilføjer:
- Det glæder os at se, at Westermost Rough Havmøllepark nu er i drift, hvilket betyder, at parken nu leverer ren energi til Storbritannien.
Fakta om Westermost Rough:
Westermost Rough kan producere op til 210 MW elektricitet ved hjælp af 35 Siemens 6 MW-vindmøller. Fra øverste vingespids knejser hver vindmølle 177 meter over havoverfladen, det vil sige, at de er mere end 20 m højere end tårnene på Humber Bridge.
Flere end 900 personer var involveret i opførelsen af havmølleparken, og op til 100 medarbejdere fra DONG Energy og vores partnere kommer til at have base i drifts- og vedligeholdelsesbygningen, som er bygget til formålet, i Grimsbys Royal Dock.
Westermost Rough ligger 8 km fra Holderness, ca. 25 km nord for Spurn Head ved Humberflodens udmunding. Via kabler føres elektriciteten i land på Holderness-kysten nord for Withernsea og til det britske elnet via Westermost Roughs transformerstation på land i Hedon uden for Hull.
Tilføj kommentar