Voldtægtsforsøg på Jernbanegade
For en 56-årig kvinde fra Brande fik festlighederne efter Danmarks kvartfinalesejr ved EM over Tjekkiet et kedeligt efterspil.
Da hun omkring kl. 01.30 kom gående ad Jernbanegade, blev hun antastet af en tilfældigt forbipasserende mandsperson, som greb fat i hendes ene arm og med den anden hånd befamlede hende i skridtet udenpå tøjet.
Kvinden skreg op og fik revet sig løs og flygtede, hvorefter hun tilkaldte politiet, og en patrulje fandt ret hurtigt manden, en 34-årig mand fra Hernings sydlige opland, siddende på Brande Station.
Togstationen blev skiftet ud med politistationen i Herning, men et par timer senere blev manden løsladt igen efter endt afhøring.
Politiassistent Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at sagen og efterforskningen af episoden ikke er afsluttet endnu.
Tilføj kommentar