Vindmøller skaber fortsat sorg

Af Henrik Kraglund, byrådsmedlem for Fælleslisten

På byrådsmødet 9. november gav Fælleslisten (FL) udtryk for, at de mange vindmølleprojekter i Ikast-Brande Kommune (IBK) skaber sorg og splid i de områder, hvor møllerne planlægges opstillet. Mangeårige venskaber går i stykker, hussalget går i stå, og mange stavnsbindes, fordi de fortsat gerne vil holde sammen med gode naboer, eller fordi de ikke har råd til at fraflytte det område, hvor de har håbet at kunne bo i mange år fremover – ganske simpelt fordi erstatningerne er alt for små. Det konkrete punkt på byrådsmødet illustrerer meget fint problemet. Den beskedne erstatning, som vindmølleopstillerne tilbød naboerne i Ulkær Mose fik nemlig følgende ord med på vejen: ”Den alternative betaling til naboerne ville medføre en noget større betaling, end projektudvikler er forpligtet til – både lovmæssigt og ifølge den politiske aftale om planlægning for vindmøller. Projektudvikler har derfor valgt ikke at følge dette forslag”. Sådan!  Lad os håbe, at debatten om erstatningerne tvinger projektmagerne til at udbetale højere erstatning end i det her konkrete tilfælde. Til orientering fik vindmølleopstiller (Eurowind Energy A/S) i seneste regnskabsår et resultat på 140 mio. kr. og har en egenkapital på 1,5 mia. kr.

Dansk Folkepartis holdning

Min kritik af projektmagernes adfærd stod dog slet ikke mål med visse byrådskollegers kritik af mig. Ikke mindst Simon Vanggaards bemærkning, ”det her er dybt hyklerisk”, fik mig til at trække på smilebåndet. Jeg troede nemlig, at jeg repræsenterede Dansk Folkepartis hjerteblod, ”Stop for flere vindmøller på land – ja tak til flere vindmøller på havet”, lyder det i partiets annoncer. Så er det jo overraskende at blive betegnet som en hykler. For hvem……?

Søren Gades holdning

Og hvor har vi Venstre? Spørg Søren Gade, Venstres EU-parlamentariker, som i september i en række medier gjorde det klart at: ”Det hører ingen steder hjemme, at den grønne omstilling skal betales af en lille gruppe naboer, der må se både deres livskvalitet og friværdi i frit fald, når møllerne hejses. Vi må derfor insistere på ordentlighed og respekt for de danske lokalsamfund og småbyer, der udgør mange menneskers hjem og ikke bare kan inddrages som vindmøllereservat. Jeg mener det, jeg har sagt hele tiden: få nu de møller langt ud på havet” (Hjørring Avis, 14. september 2020).

Hvad vil Ikast-Brande Kommune?

Tja, det må vi prøve at få sat ord på. Det skylder vi borgerne. Fælleslistens håndbremsevending rejser en række spørgsmål, som vi alle – ikke mindst kommunens 41.000 borgere – med rette kan kræve at få svar på. Det er bl.a. spørgsmål som:

• Hvor stor en kapacitet ønsker IBK opstillet?

• Hvad er IBK´s strategi og målsætning for etablering af store energianlæg?

• Hvem gavner opstilling af vindmøller (og nu snart også) solcelleanlæg?

• Hvad er ”samfundsregnskabet” for kommunen? (Beskæftigelse, skatteindtægter m.m.)

Når Ulkær Mose projektet er realiseret, vil vindmøller i kommunen kunne forsyne min. 60.000 husstande med elektricitet. Vi er vel 20.000 husstande i kommunen. Så har IBK ikke opfyldt sin del? Opstilling af store energianlæg gavner projektmagerne, som alle bliver milliardærer. Folkesundheden forbedres – tak, siger de i Gentofte, Lyngby og Klampenborg – men det er på bekostning af borgere i vores egen kommune, hvis sundhed, økonomi og livskvalitet forringes voldsomt.

Nu er tiden inde til, at IBK´s politikere definerer byrådets visioner. Mon ikke den nære fremtid vil give et KONKRET svar på, hvad byrådspolitikerne ønsker, at IBK skal bidrage med til den grønne omstilling?!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul