Venstre i valgforbund med DF og Nye Borgerlige

I midten spidskandidaterne Anders G. Christensen, Venstre, Lone Langballe, Dansk Folkeparti, og Inger-Marie Tryde, Nye Borgerlige, der har underskrevet et fælles valgforbund ved valget til regionsrådet. Det betyder, at overskydende stemmer på et af de tre partier går videre til de to øvrige. De tre spidskandidater flankeres af Jens Nicolai Vejlgaard, Venstre, og Allan Berg, Nye Borgerlige.

Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har indgået valgforbund ved valget til regionsrådet i Region Midtjylland.

I de seneste fire år og op til valgkampen har der været en god dialog og et tæt samarbejde mellem alle borgerlige partier, selv om de mange lister til regionsrådsvalget er delt på flere valgforbund. 

- Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Venstre leverer det borgerlige bud på en ny formand for Region Midtjylland, hvis vi som forventet igen bliver den klart største borgerlige partigruppe i regionsrådet, siger Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen.

Region Midtjylland har hidtil været styret af Socialdemokratiet, men målet for Venstre og de øvrige borgerlige partier er en udskiftning på formandsposten: 

- Sundhedsvæsenet sukker efter en ledelse, der kan give borgerne tryghed og flere valgmuligheder, uanset hvor de bor og hvad de fejler. Samtidigt har regionens mange medarbejdere brug for en ledelse, der giver dem attraktive arbejdspladser med større frihed til at selv at tilrettelægge arbejdet, siger Anders G. Christensen.

Dansk Folkeparti har i det nuværende regionsråd tre medlemmer, bl.a. gruppeformand Lone Langballe som er medlem af Udvalget for nære sundhedstilbud:

- Vi vil fortsætte kampen for, at sundhedstilbuddene er tæt på borgerne. Uanset om det er ambulancer, læger eller sygehuse. Ønsket om en helikopterlandingsplads på hospitalet i Viborg er et konkret eksempel på, hvad der adskiller os borgerlige fra de røde partier, der helst vil samle behandlingerne nogle få steder, siger hun.

Nye Borgerlige er ikke repræsenteret i det nuværende regionsråd, men satser på at komme ind:

- Det er vigtigt, at vi er repræsenteret i regionsrådet, så vi kan arbejde for mere decentralisering, mere faglighed og meget mindre frås på alle niveauer. I Region Midtjylland handler det om at holde fokus på, at vores skattekroner går til kerneydelserne, siger partiets spidskandidat, Inger-Marie Tryde.

Valgforbundet er åbent for, at andre borgerlige partier kan tilslutte sig. Valget til regionsrådet er den 16. november.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul