Valgtravlhed på Præstelundskolen

Der var trængsel på Præstelundskolen mandag morgen. Med 185 stemmeberettigede elever var skolen det næststørste afstemningssted i kommunen, og de første elever fra 9. årgang stod sammen med de ældste elever fra Uhre Friskole klar med deres valgkort, da valgstyrer Carl Jensen (V) erklærede valghandlingen for åben præcis kl. 9.00.

Valgurnerne blev behørigt checket for indhold, og da det var konstateret, at begge var tomme, gik de første elever i stemmeboksen. Maria Louise Tornsberg fra 9A var den første til at sætte sit kryds. Hun havde efter eget udsagn lige fået stukket valgkortet i hånden og havde ikke forberedt sig så meget. Alligevel sagde hun:

- Jeg tror, det er en oplevelse, jeg bliver glad for at have prøvet, så jeg ved, hvad jeg går ind til, når jeg bliver 18. Politik er ikke noget, der betyder så forfærdeligt meget for mig; mit uddannelsesvalg går ikke i den retning, men jeg regner med at skulle stemme og deltage i den demokratiske proces.

Skolens elever var i den lidt specielle situation, at de havde mulighed for at stemme på to af deres lærere, henholdsvis Lotte Stoltenborg, der stiller op til Fælleslisten, og den konservative Kirsten York Helms, som sammen med socialdemokraten Anne Ravn Bach og Venstres Lars Lyhne var de øvrige valgtilforordnede på stedet.

Eleverne fra Uhre Friskole havde taget turen til Brande på cykel, så de var bogstaveligt talt helt friske, da stemmerne skulle afgives. 14-årige Freya Buhl fra friskolens 8. klasse fortalte, at klassen på forhånd havde arbejdet med lokalpolitik.

Gruppevis havde de studeret de forskellige partier og fremlagt resultatet for resten af klassen. Selv havde hun arbejdet med Socialdemokratiet, og processen har flyttet noget, bekræftede hun:

- Man følger da lidt med, f.eks. når ens forældre snakker om det, sagde hun.

Af de 185 stemmeberettigede på valgstedet, var de 35 fra Uhre, hvorfra der såmænd også var indkommet en brevstemme.

Læs mere om ungdomsvalget i Focus Ikast-Brande onsdag.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul