Ulven spiste op

Som ventet var der klasseforskel, da Brande IF her til aften markerede indvielsen af klubbens nyanlagte kunstgræsbane med en showkamp mod FC Midtjyllands superligamandskab på Brande Stadion, men ganske imponerende formåede hjemmeholdets serie 2-spillere at holde trit med gæsterne i kampens første halve time.

En enkelt scoring sat ind af FCM's finne, Kaan Kairinen efter ti minutter, var det eneste, det blev til, og efter et kvarter var Brandes Brian Jakobsen få centimeter fra at udligne på Nick Søgårds indlæg.

I det 36. minut kom hjemmeholdet for første gang frem til et hjørnespark, men derefter gik det stærkt den anden vej. Først måtte Brande-keeper Jonas Fløe Sørensen afvise et forsøg fra Rafael Van der Vaart tæt under mål, og i den efterfølgende forvirring kunne Simon Kroon gøre det til 2-0.

Inden pausen blev det 0-5 på mål af Rafael Van der Vaart, Awer Mabil og Simon Kroon for anden gang, og selvom - eller måske fordi - FCM benyttede pausen til at udskifte hele holdet, fortsatte angrebene med at bølge frem mod Brande-målet fra 2. halvlegs start.

Da assisterende træner Kristian Bach Bak med hælen gjorde det til 10-0 i det 17. minut, var ulven mæt, og i slutfasen fik hjemmeholdet for alvor chancen for at komme på tavlen, da gæsterne syv minutter før tid sendte Lupus på banen - som målmand.

Tættere på end Mathias Sandfelds frispark på overliggeren kom Brande dog ikke en scoring, mens norske Alexander Sørloth var den helt store synder hos gæsterne og trods mindst en håndfuld 100 %-chancer måtte forlade banen uden at have scoret.

Læs hele reportagen fra showkampen i næste uges udgave af Brande Bladet og se mange flere billeder fra FCM-besøget i gallerierne nederst på forsiden.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul