Tvivlsom sommer
Har du tilbragt sommeren herhjemme, og går du rundt med følelsen af, at den vist ikke var helt så fantastisk endda, har du ikke helt uret.
DMI har netop offentliggjort sommerens ”nøgletal” fordelt pr. kommune, og her viser det sig, at indbyggerne i Ikast-Brande Kommune har måttet affinde sig med landets laveste gennemsnitstemperatur set over de tre sommermåneder juni – august. Helt præcis har DMI beregnet sig frem til en gennemsnitstemperatur for Ikast-Brande på beskedne 15,5 grader celsius for de tre sommermåneder, hvilket kun matches af 5 nordjyske kommuner. Gennemsnittet for hele landet var 16,1 grader, og indbyggerne på Frederiksberg har kunnet lune sig ved en gennemsnitstemperatur på hele 17,6 grader, hvis de vel og mærke har tilbragt sommeren hjemme på terrassen.
Den lave gennemsnitstemperatur passer meget godt sammen med, at Ikast-Brande har haft femtefærrest solskinstimer i løbet af sommeren. Helt nøjagtigt 563,3 af slagsen er det blevet til, hvilket kun borgerne i Holstebro, Herning, Viborg og bundskraberen Åbenrå Kommune med sølle 533,3 solskinstimer har haft ringere.
Landsgennemsnittet ligger på 605 solskinstimer, og topscoreren er – naturligvis – solskinsøen Bornholm med 745,7 timer, 182,4 timer mere end i Ikast-Brande. Det svarer faktisk i gennemsnit ret nøjagtigt til 2 solskinstimer mere - pr. dag!
På nedbørsfronten lander Ikast-Brande med 252 mm. lige udenfor top-10 som nr. 11. Igen er det borgerne i Åbenrå, der har måttet holde mest for med 277,2 mm. nedbør i løbet af sommeren, mens Lolland blot har fået 145,4 mm. Gennemsnittet for hele Danmark landede på 224 mm.
Tilbage er der vist kun at sige: Godt det endelig er blevet efterår!
Tilføj kommentar