Turistkontoret flytter
Pr. 1. oktober flytter turistkontoret til nye lokaler på Storegade 5 i Brande.
- Vi glæder os til at kunne præsentere vores produkter og arbejde med vores mange projekter i de nye lyse lokaler, hvor vi også ser frem til at dele hus med bl.a. Revisionsfirmaet Peder Holt og Den Jyske Sparekasse, fortæller turistchef Jette Nielsen.
Turistkontoret har igennem længere tid været på jagt efter nye lokaler, bl.a. har man haft kig på den tidligere Rema 1000-butik i Nørregade, men nu er valget altså faldet på Storegade 5, der for årtier siden husede byens rådhus og i øvrigt netop har fået udskiftet alle vinduerne.
- En lang og traditionsrig periode med bopæl i stationsbygningen i Brande nærmer sig sin afslutning, og vi har været rigtig glade for at bo i den flotte bygning. Husets status har imidlertid ændret sig, og vores nuværende lokaler er desværre ikke længere tidsvarende. I takt med, at vores opgaver og fokus udvikler sig, har vi derfor besluttet at rykke tættere på hovedgaden, hvor både turister og erhvervs- og handelsliv befinder sig, for-klarer Jette Nielsen om baggrunden for beslutningen.
Formand for turistforeningen, Lars Andresen, er også glad for, at brikkerne endelig er faldet på plads:
- Vi har fået en god aftale og nogle gode faciliteter, siger han på en mobiltelefonforbindelse fra Tyskland, og så glæder han sig også over, at parkeringsforholdene bliver anderledes gode i fremtiden.
Tilføj kommentar