Tre håndværkerbiler plyndret
Kassevogne, der bliver benyttet som håndværkerbiler, har ofte været et yndet mål for tyve, og natten til tirsdag var det så Brandes tur til at blive ramt af en mindre indbrudsbølge.
Fremgangsmåden er stort set den samme hver gang: først bliver der boret eller skåret et hul under låsen, som derefter kan åbnes udefra.
På Johs. Hansens Vej gik det ud over en Mercedes Sprinter; her er tyven kommet ind via en skydedør. Fra bilen er der stjålet forskelligt professionelt elværktøj tilhørende et tømrerfirma.
På Bjerglide har en Renault Master fået skåret et trekantet hul i bagdøren; også her er der stjålet professionelt værktøj af mærkerne Makita og Milwaukee.
Ikke langt derfra, på Skjoldborgs Allé, har en VW Crafter ligeledes fået skåret eller klippet hul i bagdøren, og ligesom de to andre steder er der stjålet forskelligt professionelt elværktøj fra bilen.
Tilføj kommentar