Tre fjerdedele har fået første stik

Region Midtjylland forbereder sig derfor så småt på at skrue ned for vaccinationsindsatsen.
Pr. 16. august har over 1 mio. svarende til 75,1 % af borgerne i Region Midtjylland som minimum fået det første af to vaccinestik mod Covid-19. Ca. 856.400 (62 %) har fået begge stik og er dermed færdigvaccinerede. Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Regionen modtager efter aftale med Statens Serum Institut (SSI) ikke nye vacciner i indeværende uge; det skyldes, at der i øjeblikket er stor ledig kapacitet.
1. oktober ventes størstedelen af befolkningen at være vaccineret, og derfor forbereder Region Midtjylland sig nu på at skrue ned for vaccinationsindsatsen.
- Da der var mest tryk på, vaccinerede vi knap 150.000 borgere på en uge. Til sammenligning forventer vi til efteråret kun at skulle vaccinere mellem 2000-7000 borgere om ugen, og derfor er vi i gang med at tilpasse lokaler, mandskab og åbningstider, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Konkret planlægger regionen at gå fra syv til fire store vaccinationscentre, mens alle faste lokale vaccinationssteder i kommunerne, heriblandt vaccinationscenteret i Sportscenter Ikast, vil blive lukket ned.
Man vil dog fortsat kunne blive vaccineret lokalt, men det bliver i mere fleksible rammer end hidtil. Det kan f.eks. være i form af kortvarige tilbud i sundhedshuse, boligområder m.m.
Tilføj kommentar