Tidligere til valg

Et glimt fra den seneste valghandling i Brande Hallerne, december måneds folkeafstemning om EU-retsforbeholdet. Fremover vil man som vælger kunne afgive sin stemme en time tidligere.
En ændring af valgloven betyder bl.a., at man ved fremtidige valg kan afgive sin stemme en time tidligere end hidtil.
For at yde en bedre service til de vælgere, der foretrækker at stemme, inden de skal møde på arbejde, og for at undgå kødannelser om aftenen fremrykkes åbningstiden for afstemningsstederne til kl. 8.00 om morgenen ved folketingsvalg, kommunale og regionale valg, Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger, hvis de vel og mærke afholdes på en hverdag. Hvis valget afholdes en lørdag, søndag eller helligdag, forbliver åbningstiden kl. 9.00.
Samtidig har man harmoniseret fristen for indlevering og godkendelse af kandidatlister, så brevstemmeafgivning først kan begynde, når kandidatlisterne er indleveret, godkendt og offentliggjort af valgbestyrelserne.
Disse samt flere andre ændringer og tilpasninger af valgloven træder i kraft 1. april.
Tilføj kommentar