Taekwondoklubben opretholder tilskud
Byrådet besluttede i december sidste år at oprette en eliteidrætspulje, hvor der i alt er afsat 120.000 kr., som skal udmøntes af kultur- og fritidsudvalget ud fra nogle opstillede kriterier.
Der var indkommet to ansøgninger til udvalget, som fordelte pengene på sit møde mandag. Håndboldafdelingen i Ikast FS havde ansøgt om 50.000 kr. til foreningens eliteaktiviteter, og derudover havde Brande Taekwondo Klub søgt om 135.000 kr. til stævnedeltagelse i ind- og udland samt forskelligt træningsudstyr.
Kultur- og fritidsudvalget valgte at imødekomme Ikast FS’ ansøgning til fulde og bevilge de resterende 70.000 kr. til taekwondoklubben i Brande. Udover pengene fra eliteidrætspuljen modtager Brande Taekwondo Klub fra 2016 og frem et fast årligt tilskud på 180.000 kr. til foreningens eliteaktiviteter. Foreningen har hidtil modtaget 250.000 kr. årligt i tilskud, og dermed oppebærer man totalt set et uændret kommunalt tilskud.
Tilføj kommentar