Svagt faldende tilfredshed med ældremaden

På samme møde, som sundheds- og omsorgsudvalget besluttede af samle fremstillingen af den kommunale ældremad i produktionskøkkenet på Brandlundparken i Brande, fik udvalgets medlemmer den årlige gennemgang af kundernes tilfredshed med ældremaden – og den er fortsat relativt høj

Tilfredsheden er blevet målt ved hjælp af et spørgeskema, som er blevet uddelt til 100 modtagere af madservice til hjemmeboende, hvoraf 89 har svaret. Overordnet set er 78 % enten tilfredse eller meget tilfredse med maden, mens ingen har erklæret sig decideret utilfredse. Til gengæld har 10 % enten svaret ”ved ikke” eller slet ikke ønsket at svare på spørgsmålet. Den mulighed var der ingen, der benyttede sig af i forbindelse med den seneste undersøgelse i 2015, hvor hele 86 % af de adspurgte erklærede sig tilfredse eller meget tilfredse med madens generelle kvalitet.

Enkelte underpunkter skiller sig ud, særligt kartoflerne, som hver femte ikke er tilfreds med. 9 % er utilfredse med grøntsagerne, og også sovsen og madens indpakning har fået flere kritiske kommentarer med på vejen.

Til det svarer Madjyden, som fremstiller den kommunale ældremad, at der fortsat vil være fokus på kartoflerne både i forhold til salt og konsistens ud fra, at vurderingen af en god kartoffel er forskellig fra borger til borger, både i forhold til konsistens, kogetid og salt.

I forhold til sovsen vil køkkenet sætte fokus på salt og konsistens, men Madjyden bemærker, at det kan være svært at salte menuerne, så de falder i alles smag. Desuden kan visse typer medicin have den uheldige bivirkning, at smagssansen påvirkes, anfører Madjyden.

Ikast-Brande Kommunes Ældreråd prøvesmagte i maj måned forskellige menuer, og tilbagemeldingen ved den lejlighed var, at der var særdeles stor tilfredshed med alle retter – også kartoflerne. Endvidere er tilbagemeldingen fra Ældrerådets kostudvalg, at de ikke hører klager over kvaliteten og leveringen af maden, og udvalget er af den opfattelse, at der leveres et rigtig godt tilbud.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul