Supercykelstier i Brande og omegn
Xandra Housted, Gejlbjergvej og Susanne Lund, Nordlundvej, som her ses i forbindelse med borgermødet sidst i august om planerne for Brande midtby, har indsendt følgende høringssvar til Ikast-Brande kommunes budget, som blev vedtaget endeligt i mandags:
På baggrund af gennemgang af basisbudgettet er det opløftende at se færre besparelser og større rådighedsbeløb på flere af områderne.
Som bosiddende børnefamilier i Brande og opland, oplever vi i høj grad udfordringer vedrørende cykelruterne i bymidten og til den kommende superskole. Derfor håber vi på, at en høj prioritering af netop denne infrastruktur, og indfaldsvejene hertil, kommer i betragtning.
Idégrundlag
Som en by i vækst, og med stort fokus på børnefamilier, fritid og trivsel, mener vi, at det er af stor vigtighed at børn, såvel som voksne, kan færdes sikkert og trygt i trafikken. Børn skal derfor nemt og på forsvarlig vis, selv kunne komme til og fra skole og diverse fritidsaktiviteter. Ved at etablere asfalterede supercykelstier i og omkring Brande midtby, vil vi opnå større trafiksikkerhed, samt reducere biltrafikken, da cykling efter vores vurdering vil blive et langt mere attraktivt valg af transportmiddel.
Når det er farligt for børn at cykle/gå til skole/fritidsaktiviteter, køres de typisk af forældre. Trafiktrykket bliver altså selvforstærkende.
I nuværende basisbudget udkast findes der ikke nogle konkrete planer omkring asfalterede cykelstier. Med superskole i sigte indenfor meget kort tid og stadig flere boligområder og større trafik, mener vi at sikkerheden skal prioriteres for befolkningen og børnene i byen nu.
Supercykelstiernes placeringer kan være som følgende:
• Rute 1: Uhre til Ny Sandfeldvej
• Rute 2: Ny Sandfeldvej – Brande
• Rute 3: Drantum - Industri Øst (under eller over banen)
• Rute 4: Strømmen - Skovbrynet
Begrundelse for disse stier
Rute 1: Stadig større boligområde i Brande Nord, hvor skolebørnene bliver fordelt mellem Uhre Friskole og snart Artium. Trafikken på Nordlundvej er i dag stadig større og tungere trafik fra landbrug, golfbane og lastbiler. Gydevej er stadig ikke asfalteret, og Nordlundvej og Nørregårdsvej er smalle og med mange farlige sving med stor risiko for nedsat sikkerhed for alle trafikanter. Åcentrets brugere bruger dagligt vejen med brede cykler, som også udmunder i stor risiko for alle.
Rute 2: Fra Ny Sandfeldvej og fx via den allerede eksisterende cykelsti, tværs gennem byen langs med åen, til den modsatte ende af byen. Brandlundvej, Ågade og Hyvildvej hæves eller sænkes, så skolens cyklister bliver prioriteret fremfor biler. Stien ender ved afkørsel syds restauranter (eller måske ved kommuneskel mod Thyregod?). Industriområdet ved Vejlevej har tung og højhastighedstrafik, som gør, at gæsterne på restauranterne, som er udpræget unge, skal sikkerhedsmæssigt prioriteres.
Rute 3: En supercykelsti mellem Drantum og Dørslundvej, evt. via Dalgasvej, under togbanen og via Remiseparken/Poppelvej bør etableres med henblik på at sikre skolebørn og øvrig let trafik fra både øst og vest. Lyskrydset ved Østreallé/Vejlevej og Storegade/Hyvildvej bliver en trafikal flaskehals, som vil bevirke uforsvarlighed omkring de små trafikanter.
Rute 4: Sportsudøvere og skoletrafikanter skal have let adgang til bymidten og sportsfaciliteter uden risiko for at skulle krydse større veje. Dalgasskolens elever kæmper dagligt med stor trafik omkring skolen, og på grund af manglende sikkerhed vælger mange forældre bilen, frem for at sende børnene via en særskilt sti.
Konklusion
Generelt for vores overvejelser forholder vi os undrende over en mangel på cykelstier. De stier, der findes i kommunen, er forbeholdt fodgængere eller er smalle (og ofte hullede) spor i forbindelse med større indfaldsveje, hvor vi med mindre børn (<10 år) hellere vil benytte bilen som transportmiddel pga. sikkerhed. Vi ser, at supercykelstier i mange kommuner i det øvrige Danmark for længst er blevet en realitet til gavn for sikkerhed, børn, fritid, skole og miljø.
Der er endnu ikke etableret nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger i trafikken til byens skolebørn eller den store trafik til Brandes haller. Dette er vigtigst og bør prioriteres højest og indenfor en meget kort tidshorisont af ovenstående årsager. Bløde trafikanter skal adskilles fra bilerne.
Sidst og ikke mindst skal der som en selvfølge prioriteres belysning på stierne, så det bliver trygge veje, hvor borgerne kan færdes året rundt.
Vi er meget interesserede i at uddybe ovenstående overvejelser og står gerne til rådighed for både spørgsmål og møde, hvor vi kan vise vores bud på placeringer af supercykelstierne i Brande.
Kommentarer
Som super-cyklist vil jeg
Som super-cyklist vil jeg rose jeres engagement; gennem 20 år cyklede jeg til/fra arbejde i Herning og kender alle cyklisternes problemer. Mit udgangspunkt er - stadig: Se på de cyklestier vi har, få dem repareret, vedligeholdet og forbedret eller rettet fejl og skavanker. Bedre skiltning og så videre. Der er nok at tage fat på vedrørende eksisterende cykelstier - og når det er på plads, begynder vi på de nye strækninger.
Men det handler altså også om vores trafikkultur både hos cyklister og bilister. Kør ordentligt! Tag hensyn til hinanden.
Vi skal kunne slippe børnene fri og være tryg derved. Ellers må børnene jo cykle på fortovet!
Held og lykke med arbejdet!
Tilføj kommentar