Styr på spildevandet
Mens der var trængsel i byrådssalen under behandlingen af de første punkter på sidste uges byrådsmøde, blev der pludselig god plads, da byrådet skulle behandle spildevandstaksterne for 2016.
For en god ordens skyld blev byrådets repræsentanter i spildevandsselskabets bestyrelse, Tove Videbæk (K), Carl Jensen (FL), Martin Skøtt (S) og Ib Lauritsen (V) sendt ind i nabolokalet, i øvrigt i selskab med kommunens tekniske direktør Hans Jørn Laursen, der også er direktør for Ikast-Brande Spildevand A/S.
Det er alene byrådets opgave at kontrollere, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med lovgivningen, og da ingen havde noget at indvende mod dette, blev spildevandsbestyrelsens forslag til takster godkendt.
Det betyder, at tilslutningsbidraget ligesom det faste vandafledningsbidrag pr. stikledning nedsættes med 1,1 % samtidig med, at forbrugere og virksomheder med et årligt forbrug på over 500 kubikmeter slipper lidt billigere i variabelt vandafledningsbidrag.
For 2016 budgetterer Ikast-Brande Spildevand med samlede indtægter på godt 61 mio. og et overskud – en overdækning – på ca. 300.000 kr.
Tilføj kommentar