Stor stigning i fjernvarmeprisen

Brande Fjernvarme hæver prisen på fjernvarme fra årsskiftet. Prisstigningen betyder, at det bliver 33 % dyrere at opvarme et såkaldt standardhus i Brande.

Ganske vist fastholdes det faste bidrag (arealbidraget) og målerlejen uændret på henholdsvis 20 kr. pr. kvadratmeter og 650 kr. (priser pr. år ekskl. moms), til gengæld sættes prisen pr. MWh op fra 555 kr. til 785 kr. (ligeledes ekskl. moms).

Formanden for Brande Fjernvarme, Henrik Kraglund, forklarer den markante stigning med, at priserne på såvel flis, el og naturgas er steget voldsomt det seneste år.

Selvom Brande Fjernvarme aktuelt har en af landets mest attraktive prisaftaler på flis, er afregningsprisen på flis steget med 36 % på mindre end et halvt år, og forleden kom det frem at elprisen i løbet af det seneste år er steget med 83 %.

Selvom man har stort fokus på at bruge strømmen, når den er billigst – typisk om natten og i weekenderne – kan det ikke opveje den store stigning i elprisen.

Det tredje ”ben”, Brande Fjernvarme står på, naturgassen, er steget endnu mere og derfor et alternativ, man kun tager i brug i yderste nødstilfælde, forklarer fjernvarme-formanden.

Han har gennem en årrække arbejdet på at kunne udnytte overskudsvarmen fra et par af Brandes store industrivirksomheder, men indtil en lovændring tidligere på året har høje afgifter i praksis gjort det umuligt at gennemføre.

Med lovændringen kan det nu bedre lade sig gøre, og da det meste af forarbejdet allerede er gjort, er det ikke mindst denne retning, man kigger i, så den aktuelle prisstigning kun bliver midlertidig, tilføjer Henrik Kraglund.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul