Stor kultursommer i vente
I den sidste weekend i juni afholdes der for sjette gang international street art-festival i Brande, men det bliver ikke det eneste store kulturarrangement i byen: Fra d. 3. til d. 17. juli vender den internationale art workshop tilbage til Brande.
Med bl.a. Birgit Vinge som primus motor blev art workshoppen startet i Remisen tilbage i starten af 90’erne, men workshoppen flyttede efter 18 udgaver her – og i forlængelse af den omfattende renovering af den gamle remisebygning – til Gludsted i 2011.
Her er den med friskolen som omdrejningspunkt blevet afholdt i alt 9 gange frem til 2019, men de seneste to år har Covid-19 spændt ben for afholdelsen.
Gruppen bag afholdelsen i Gludsted havde imidlertid allerede inden annonceret, at man var indstillet på at overlade workshoppen til andre, og efter at have afsøgt forskellige muligheder i bl.a. Nr. Snede og Isenvad, er art workshoppen nu på vej tilbage til det sted, hvor det hele startede: Brande.
Dog ikke i Remisen, men i stedet i skaterhallen på Mylius-Erichsensvej, hvor street sport-foreningen Urban Street Zone i to uger lægger hal til workshoppen.
Læs meget mere om planerne i Brande Bladet tirsdag.
Tilføj kommentar