Stjernespækket felt passerer Brande
Ikke siden 2016 har deltagerne i etapeløbet PostNord Danmark Rundt været forbi Brande, men torsdag bliver der igen lejlighed til at få et glimt af deltagerne i Danmarks største cykelløb.
Det sker på løbets 3. etape, som går fra Otterup på Fyn til Herning via bl.a. Brande. Etapen er på forhånd udråbt til årets kongeetape.
Her skal deltagerne bl.a. en tur op over den blandt cykelryttere sagnomspundne Gyldne Middelvej, og det er ikke noget tilfælde:
- Når etapen nu slutter i Herning, var det nærlæggende at inddrage elementer fra ”En forårsdag på Heden”, forklarer racemanager Jens Kasler med henvisning til endagsløbet med det officielle navn Grand Prix Herning.
På etapen er der blevet plads til i alt 18,2 km. grusvej og brosten fordelt på 10 sektorer, hvoraf Den Gyldne Middelvej står for de 2 km. – af mange anset som det sværeste pavéstykke i Grand Prix Herning.
Det stjernespækkede felt, som i år tæller 147 ryttere fordelt på 21 hold, kommer til Brande fra bakkerne ved Egtved og Tørskind Grusgrav over Give via den ligeledes grusbelagte del af Sdr. Askærvej.
Efter passagen af Den Gyldne Middelvej er der indlagt en pointspurt på Torvet, hvor rytterne mangler at tilbagelægge præcis 99,9 km. inden opløbet i Herning, som er målby i Danmark Rundt for første gang.
Blandt deltagerne i løbet finder man Tour de France-vinderen fra 2018, den britiske Ineos-rytter Geraint Thomas, som i år sluttede på tredjepladsen efter Jonas Vingegård og Tadej Pogacar, hans columbianske holdkammerat, Egan Bernal, der vandt det franske etapeløb året efter og gør comeback efter en langvarig skadespause, og polakken Michael Kwiatkowski.
Jumbo Visma stiller med den den unge, hollandske supersprinter, Olav Kooij, som vandt løbets første etape for næsen af belgieren Jasper Philipsen (der som bekendt vandt den sidste etape af årets Tour de France på Champs-Élysées), og derudover deltager en lang række danske topryttere med de to Tour de France-deltagere Magnus Cort og Michael Mørkøv i spidsen.
Ifølge tidsplanen forventes feltet af passere Torvet omkring kl. 15.15 på torsdag. Du kan se hele tidsplanen for torsdagens etape her.
Tilføj kommentar