Stjålet bil standset med skud
Specialpatruljen i Nordjyllands politi i Himmerland foretog torsdag aften kl. 23.23 standsning af en sort BMW X5 på Mariagervej i Hadsund.
Bilen var kort før kl. 7 blevet stjålet på Storegade i Brande, hvor dens ejer, en 39-årig mand fra Brande, havde efterladt den i tomgang, mens han var inde i et pengeinstitut for at hæve penge.
I bilen befandt mandens jagtriffel sig.
Østjyllands politi efterlyste også bilen, fordi føreren af vidner var blevet set i besiddelse af det pågældende skydevåben i nærheden af Havndal syd for Hadsund.
Ved standsningen af bilen foretog bilens fører en bakkemanøvre direkte mod politifolkene på stedet og bakkede direkte ind i patruljebilen.
Politiet afgav skud mod bi-lens dæk som følge af truslen mod politifolkene.
Biltyven standsede herefter bilen og han blev anholdt på stedet.
Ingen kom til skade ved skudafgivelsen eller ved bakkemanøvren.
Gerningsmanden vil blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 252 ved at have forvoldt fare for liv eller førlighed i situationen.
Politiets jurister har fredag formiddag endnu ikke taget stilling til en evt. fremstilling af manden i grundlovsforhør.
Jeppe James Olsen fra lokalpolitiet i Herning oplyser, at bilens ejer formentlig kan se frem til ikke bare en, men flere bøder, dels for at efterlade sin bil i tomgang, dels for uforsvarlig opbevaring af våben.
Tilføj kommentar