Statslige arbejdspladser i det midt- og vestjyske frygtes nedlagt
Af Anne-Mette Olsen, formand for HK Stat MidtVest
Så har vi balladen igen med nedlæggelse af statslige arbejdspladser i HK MidtVest.
Denne gang er det Hærhjemmeværnet i Skive, der er kommet i sigtekornet.
Hærhjemmeværnet er delt op i Totalforsvarsregioner. Men der er lagt op til, at der skal skæres ned på antallet, og herved er Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland, der har til huse på Skive Kaserne, kommet i søgelyset. I alt 30 lokale arbejdspladser frygtes flyttet til Aarhus.
Godt nok blev Skattecenter Skive skånet for nogle måneder siden. Men der skal stadig være fokus på et Danmark i balance, hvor man som familie skal kunne bjerge sig, hvor man end bosætter sig.
Det skal atter påpeges, at husleje i provinsen er billigere end i storbyerne, og i dette tilfælde i allerede eksisterende faciliteter. Desuden må det midt- og vestjyske område anses for at være kernepunktet for Forsvaret med det netop etablerede fællesværn, Værnsfælles Forsvarskommando, i Karup - en samling af Hærens- og Søværnets Operative Kommandoer og Flyvertaktisk Kommando.
Hertil skal nævnes, at auditørerne, de militære anklagere, er varslet overflyttet til Midtjylland og formodentlig på den forholdsvis nybyggede politistation på Rødevej i Viborg i år.
Tilføj kommentar