Spildevandstakster godkendt
Det affødte ingen kommentarer fra byrådsmedlemmerne, da byrådet på årets sidste møde skulle godkende reguleringen af vandafledningstaksterne for 2017.
Opgaven varetages i praksis af det kommunalt kontrollerede selskab Ikast-Brande Spildevand A/S, og borgmester Carsten Kissmeyer (V) understregede da også, at byrådet ”blot” skulle kontrollere, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med lovgivningen. Opgaven er ”udliciteret” til kommunens økonomidirektør Flemming Storgaard, der overtog posten som direktør for spildevandsselskabet efter den nyligt fratrådte tekniske direktør Hans Jørn Laursen, og økonomidirektøren måtte derfor for en kort bemærkning udskifte sin placering som sidemand til borgmesteren med en plads blandt de tre(!) tilhørere, mens punktet blev behandlet.
– Vi må stole på, at nogen har regnet det ud efter lovens bogstav, sagde borgmesteren med et grin, og det var der ingen af hans kolleger i byrådet, der fandt anledning til at betvivle.
For de fleste forbrugere medfører reguleringerne en prisstigning på 3 % på såvel det faste som det variable vandafledningsbidrag, mens storaftagere med et forbrug, der overstiger 500 kubikmeter årligt kan se frem til et prisfald på godt 6 % på de første 19.500 kubikmeter og hele 35,6 % på den del vandafledningsbidraget, der overstiger 20.000 kubikmeter.
Samtidig forhøjes tilslutningsbidraget med 3 %.
Tilføj kommentar