Sovende mand amok på motorvejen
Kort efter midnat natten til lørdag blev politiet alarmeret af forbipasserende bilister, som havde set en mand gå rundt på Midtjyske Motorvej ved Arnborg. Da en patrulje nåede frem til stedet, var manden faldet i søvn i sin bil, som holdt i nødsporet, men da betjentene vækkede ham, optrådte han meget aggressivt og opfarende. Blandt andet spyttede han den ene af betjentene i ansigtet, på brystet og kroppen, og de blev desuden begge udsat for et større udvalg af ukvemsord.
Episoden endte med, at den sovende bilist, en 30-årig mand fra Sdr. Omme, kl. 00.30 blev anholdt for spirituskørsel, narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og for at have gået på motorvejen.
Desuden medfører spytklatterne en sigtelse for vold mod politiet, ligesom han vil blive sigtet for fornærmende tiltale mod politiet, en adfærd han i øvrigt fortsatte, mens han blev kørt til detentionen i Holstebro for at sove rusen ud.
Tilføj kommentar