Souschef kontitueret som museumdirektør
Pr. 1. maj er souschef Kristine Holm-Jensen (bill.) konstitueret som direktør for Museum Midtjylland, som bl.a. omfatter Klosterlund Museum og Vester Palsgaard Skovmuseum i Ikast-Brande Kommune. Konstitueringen følger i kølvandet på, at den tidligere direktør Laura Liv Weikop forlod stillingen med udgangen af april til fordel for jobbet som Museumschef for Kongernes Samling i København. Kristine Holm-Jensen er konstitueret i stillingen indtil udgangen af september, idet styrelsen for Museum Midtjylland forventer at kunne ansætte en ny direktør pr. 1. oktober.
- I styrelsen er vi rigtig glade for, at Kristine har takket ja til at træde til som konstitueret direktør frem til 1. oktober, hvor vi forventer at kunne ansætte en ny direktør. Vi er meget trygge ved at lægge ledelsen af museet i Kristines hænder. Kristine har været på museet i mange år, hvorfor hun kender museet, medarbejderne, de frivillige, museets interessenter m.fl. Kristine tager ansvar og er vant til at stille sig i spidsen for medarbejderne. Så det giver os i styrelsen tid og arbejdsro i processen med at finde en ny direktør, udtaler Marianne Bjørn, Formand for Styrelsen for Museum Midtjylland.
Kristine Holm-Jensen har siden sin ansættelse i 2007 sat Museum Midtjylland på landkortet i kraft af sin forskning og formidling i tekstil- og beklædningsindustriens historie. Senest var hun i 2018 hovedkraft bag etableringen af den permanente udstilling Made in Midtjylland, som er et af museets store satsninger. Samme år udkom bogen ULD. Mange kender hende også fra utallige foredrag i og uden for Midtjylland, samt fra optrædener på TV og i radio.
I 2019 var Kristine Holm-Jensen over en længere periode konstitueret direktør, mens Laura Liv Weikop var på barsel. Derfor har hun allerede erfaring med stå i spidsen for Museum Midtjylland.
Mens Kristine Holm-Jensen er konstitueret direktør, overtager Anne Marie Rechendorff stillingen som museumsinspektør.
Constanze Rassmann, som er leder af museet arkæologiske afdeling, overtager i perioden Kristine Holm-Jensen opgaver som souschef.
Tilføj kommentar