Sommercamp afløser BIF-Cup
I dagene fra d. 2.-5. juli skulle Brande Stadion for 40. gang have lagt baner til ungdomsfodboldturneringen BIF-Cup, men som så meget andet har den traditionsrige turnering måttet aflyses på grund af corona-krisen.
Nu har arrangørklubben Brande IF lanceret en erstatning for den aflyste cup om end i noget mindre målestok: En sommercamp for klubbens egne ungdomsspillere.
Sommercamp'en er for alle U8- til U12-spillere, både piger og drenge, som udover fire fantastiske fodbolddage bl.a. får deres egen t-shirt, et diplom og en personlig gave fra Brande IF.
Der bliver også sørget for morgenmad, middagsmad og frugt til deltagerne alle fire dage, og lørdag bliver deres forældre og søskende inviteret til grillhygge og fælles konkurrencer på stadion.
Camp’en har som udgangspunkt maksimalt plads til 36 deltagere, men antallet kan blive ændret, hvis myndighedernes retningslinjer ændrer sig.
Tilføj kommentar