Af Laila Birkkjær Lauritsen,
psykolog og medlem af Enhedslisten Herning

Rosenbedet i Brande er et godt eksempel på en velfungerende selvstændig socialøkonomisk virksomhed. Den var i overhængende fare for lukning.

En af de ansatte fortalte således: ”Vi er 32 ansatte, deraf 3 fleksjobbere, en af dem med løntilskud fra kommunen. De andre er betalt af Rosenbedet. Resten af os er skånejobbere og får kr.40,98 i timen ud over vores pension. Vi betaler skat af lønnen, og hvis vi tjener for meget, bliver vi trukket i pensionen. Lederens løn bliver også betalt af hvad der tjenes ind på Rosenbedet, ligesom også husleje og forsikring gør. Altså ingen tilskud!

Vi har alle fysiske og/eller psykiske skavanker og kan ikke arbejde på almindelige arbejdspladser. Vi vil alle sammen gøre alt hvad vi kan, for at vi kan have dette sted at komme, så vi kan føle, at der er brug for os og at vi også trods vores problemer gør en indsats for samfundet.

Rigtig mange af vores arbejdsopgaver ville nok aldrig blive udført på det almindelige arbejdsmarked.

Det er betydningsfuldt at have en hverdag med indhold. At gå på arbejde og tjene sin løn og have kollegialt samvær. Alternativet er for os at stå op til en hverdag uden andet indhold end at forsøge at sætte sig selv i gang, og for mange uden kontakt til ret mange andre mennesker, altså et liv i ensomhed.”

Så vidt undertegnede forstår, var lukningstruslen begrundet i lov om ”Rimelighedskravet” der skal hindre konkurrenceforvridning. Blandt andet må der ud fra denne lov højst være 1 an-sat med løntilskud for hver 5 ordinært ansatte. Jeg forstår også, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen ikke ville tage stilling til sagen, men ville sende den videre til arbejdsmarkedets parter. Det er jo helt ok, at inddrage arbejdsmarkedets parter, men da forhåbentligt i samarbejde med dem og i samarbejde med socialministeriet. Det her var jo ikke KUN en sag om lønforhold og konkurrence.

Sagen omkring Rosenbedet ser ud til at være endt med, at der gives dispensation. Så godt, så langt!

Socialøkonomiske virksomheder som Rosenbedet og de ca. 115 andre (tal fra 2015) rundt omkring i landet yder et stort bidrag til at inkludere de sårbare og udsatte grupper i vores velfærdssamfund og sådan skal det være.
Hvis ikke et demokratisk, rigt velfærdssamfund som Danmark kan inkludere al-le, hvem kan så?

For den enkelte har det, både at føle sig som og at være en del af det store fællesskab, uendelig stor betydning både fysisk, psykisk og socialt. Det er med til at hindre mennesker i at pådrage sig såvel fysisk som psykisk sygdom eller i at forværre de skavanker, man nu en gang har. Det findes der utallige videnskabelige undersøgelser, der bekræfter.

Mit håb er derfor, at kampen for Rosenbedet og for de andre socialøkonomiske virksomheder fortsætter. Det er også mit håb, at der kommer flere til.

Skal det lykkes, må politikerne ind at se på og revidere den nuværende lovgivning, så disse virksom-heder ikke fremover hænger i en tynd tråd og så der åbnes muligheder for flere.

Som borger i Herning er det mit håb, at den velvilje, der er vist i budgetforliget 2015 om støtte til etablering af to socialøkonomiske virksomheder, kan lykkes. Der er et stort behov for virksomheder, der er i stand til at inkludere sårbare medborgere, også i Herning Kommune.