For små klasselokaler på den nye skole

Vi i skolebestyrelsen på Præstelundskolen vil med al tydelighed udvise bekymring for den nye skoles rammeplan. Størrelsen på klasselokalerne på 60 kvadratmeter er for lidt til at sikre de optimale rammer, som det kræver at være en inklusionsskole.

Flere af os har med egne øjne set, hvor presset det ser ud, når op til 27 elever og en lærer skal dele et lokale på 60 kvadratmeter, og her var det endda 0. klasse, hvor børnene er små.

Langt værre ser det ud, når børnene bliver større, og katastrofalt når børnene når udskolingen. Det er ikke kubikmeter i højden, der er brug for, men kvadratmeter i bredden.

Vi foreslår konkret, at klassestørrelserne bliver ændret i planen, så de ser sådan ud: Indskolingen 70 kvadratmeter, mellemtrin 75 kvadratmeter og overbygningen 80 kvadratmeter.

Vi mener, at det er utroligt vigtigt at dette bliver prioriteret fra start af, da der jo nok ikke senere bliver lavet tilbygninger til alle klasseværelser.

Vi vil gerne invitere jer alle i byrådet, borgmester Ib Lauritsen, viceborgmester Simon Vanggaard, direktør for Børn og Fællesskaber Rasmus Byskov-Nielsen samt skolechef Thomas Garsdal til at se, hvordan det ser ud, når 27 elever klemmes ind på 60 kvadratmeter. Selv i 0. klasse giver det så lidt frirum i klasseværelset, at taskerne f.eks. må stå ude på gangen, for at man skal kunne komme rundt i rummet.

Vi er helt med på, at I beregner med gennemsnitlige klassestørrelser på vel omkring 22 elever, og at det måske er fint med 60 kvadratmeter til de klasser, som er 18-22 elever, men når ALLE klasser IKKE er så små, så mener vi, at det er at skyde sig selv i foden at lave for små lokaler fra start af.

Spørgsmålet er, om vi vil være kendt for at lave en ny skole, som har for små klasselokaler (med de konsekvenser det vil have for trivsel og læring i mange år ud i fremtiden), eller om vi gerne vil have potentielle tilflyttere til at tænke: ”Fedt, her er en ny skole, hvor selv de klasser med mange elever har ok vilkår”.

Kort sagt: skal Ikast-Brande være sådan en kommune, hvor eleverne bare har trukket en nitte med alt for lidt plads og bevægelse i klasselokalet, hvis man er så uheldig at være født i en årgang med store antal i klasserne?

Hvor er den visionære tankegang, og hvorfor bliver der ikke regnet med, at vi muligvis får større årgange med tiden med de udviklingsplaner, der bliver snakket om for lokalområdet?

 

Skolebestyrelsen på Præstelundskolen

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul