Sløj sæsonstart

Mathias Risgård er sluppet igennem og får lagt bolden indover, men umiddelbart efter slog Skjern kontra og bragte sig foran 1-0.

Efter 3 nederlag i 3 træningskampe tog Brande IF fredag aften for øjnene af ca. 30 tilskuere på Brande Stadion hul på efterårssæsonen i serie 2 mod Skjern, et hold man tidligere har hentet mange point imod.

Hjemmeholdet lagde da også bedst ud og burde have ført med et par mål efter 10 minutter. Den største chance tilfaldt Lars Duedahl, der fra få meters afstand kanonerede bolden på overliggeren på en ripost i forlængelse af, at det ikke var lykkedes Kristoffer Demant at puffe et indlæg fra Søren Antonsen de sidste cm. over stregen.

Efter et kvarters spil slog gæsterne så i stedet kontra. Et indlæg fra myreflittige Mathias Risgård blev afvist af Skjern-forsvaret; så gik det ellers i ekspresfart den modsatte vej, og få sekunder senere lå bolden i nettet bag Brandes debuterende målmand, Rasmus Bæk Thomsen.

Kort efter måtte han redde kastanjerne ud af ilden, da en tværaflevering fik lov at passere hele hjemmeholdets forsvarskæde, men midt i halvlegen var den gal igen, da et indlæg til forreste stolpe fra Skjerns højreflanke ramte Morten Rahbek og trillede over stregen til 0-2.

Det blev også 0-3 efter den halve time, da en Skjern-spiller slap til baglinjen i Brandes højre forsvarsside og perfekt serverede bolden for en angrebskollega, der helt fri midt for mål let kunne heade den i nettet.

Efter pausen kom Brande bedre med, mens Skjern-spillerne syntes mærkede af, at de var i gang med deres anden kamp på tre dage, men det lykkedes kun hjemmeholdet at få reduceret en enkelt gang til slutresultatet 1-3.

Læs mere om kampen i Brande Bladet onsdag.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul