- Slå koldt vand i blodet!
Det er næppe forbigået ret manges – slet ikke de sportsinteresseredes – opmærksomhed, at der i øjeblikket ”lægges arm” om kunderne på tv-markedet.
Kombattanterne er først og fremmest Discovery Networks, som blandt meget andet har rettighederne til Superligaen og Danmarks fodboldlandskampe, og YouSee, der har varslet et farvel til Discoverys kanaler fra årsskiftet.
Eftersom det er YouSee, der leverer tv-pakkerne til Brande Antenneforenings medlemmer, kan det også få stor indflydelse på det lokale tv-udbud, men antenneforeningens tekniske rådgiver, radio-/tv-forhandler Hans Ulbrichsen, maner til besindighed.
Antenneforeningen er det, der i fagsproget kaldes ”agentkunde” hos YouSee, hvilket betyder, at der fremadrettet er det samme indhold i henholdsvis den store, den lille og mellempakken – i hvert fald indtil generalforsamlingen eventuelt bestemmer noget andet.
– Vi har kun købt programmerne, så det gør ingen forskel, forklarer Hans Ulbrichsen, der også kan oplyse, at Brande Antenneforening i øjeblikket forhandler med YouSee om en ”bland selv-løsning”, der i givet fald vil betyde, at medlemmerne selv kan sammensætte deres tv-pakke, som desuden vil kunne ændres fra måned til måned.
Hans Ulbrichsens opfordring til de medlemmer, der frygter at miste superliga- og landskampe på tv, er derfor klokkeklar:
- Slå koldt vand i blodet!
Tilføj kommentar