Skolerne lukkes ned omgående
OPDATERET: Onsdag aften oplyste statsminister Mette Frederiksen, at alle skoler landet over vil blive lukket ned med virkning senest fra på mandag og to uger frem i forsøget på at bremse udbredelsen af Covid-19 (Corona-virus).
Skolerne i Brande-området er naturligvis også omfattet af denne beslutning, og her arbejder man på at tømme skolerne for elever allerede i dag torsdag.
Præstelundskolens skoleleder, Klaus Toft Høg, opfordrer således forældre til skolens elever om at holde deres børn hjemme torsdag og fredag - og hvis det ikke kan lade sig gøre at hente dem tidligst muligt.
Samme melding kommer fra Uhre Friskole: Skolen er ligesom børnehaven Uhrskoven principielt lukket fra på mandag.
- Fra mandag er det kun børn med forældre, som arbejder i sundhedssektor, beredsskab og ældresektor, som kan forvente delvist at passet deres børn, lyder det fra skoleleder Kent Lykke og souschef Jannie Jakobsen.
På Dalgasskolen og Blåhøj Skole er kun få børn mødt op. Der tilbydes nødpasning til børn af forældre, der har kritiske arbejdsfunktioner i den pågældende situation. Det er f.eks. offentlige ansatte inden for sundhedssektor, ældrepleje og politi. Nødpasningen for elever fra både Dalgasskolen og Blåhøj Skole vil foregå i Dalgasskolens SFO Valhalla.
Åbent hus-arrangementet på Dalgasskolen er aflyst, og det samme gælder skolefesten på Blåhøj Skole, de planlagte overnatningsarrangementer m.v. Arrangementer, der ligger efter påske, tages der stilling til senere.
Tilføj kommentar