Skolemesterskaberne fortsætter i 2020
Af formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Niels Hansen.
Igen til næste år kan unge tømrer- og elektrikerlærlinge vise deres talenter frem under Skivemødet og dyste om at blive at blive den bedste inden for deres fag. Skive Kommune har nemlig givet håndslag på, at man også vil bakke op om skolemesterskaberne i 2020.
Tak til kommunen og alle de andre aktører, der støtter op om Skolemesterskaberne i Skills i Skive og gør det muligt at gentage succesen fra foråret. Jeg er glad for, at vi nu har finansieringen og opbakningen på plads, så vi kan gå i gang med at planlægge næste års arrangement. Skolemesterskaberne er en glimrende måde at vise de unge og deres forældre, hvad man kan bruge en erhvervsuddannelse til, og hvor dygtig man kan blive til sit fag, når man arbejder hårdt for det.
Jeg håber, at de lokale borgmestre og erhvervsskoler i resten af Midt- og Vestjylland vil lade sig inspirere af Skive, så der fremover bliver holdt skolemesterskaber i håndværksfag i alle midt- og vestjyske kommuner. I Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland hjælper vi gerne med sparring og gode råd.
Tilføj kommentar