Siemens Gamesa bløder milliarder
Covid-19 samt udfordringerne i landvindmølleforretningen får skylden for, at Siemens Gamesas regnskabsresultat i tredje kvartal af regnskabsåret 2020 er næsten en halv mia. euro (3,6 mia. kr.) dårligere end sidste år.
Foruden Covid-19's indvirkning på virksomhedens aktiviteter peges der i kvartalsrapporten på afmatningen på det indiske og mexicanske marked for landvindmøller samt forsinkede projekter i Nordeuropa som hoveårsagerne til, at Siemens Gamesa i kvartalet har opnået en nettounderskud på 466 mio. euro mod et beskedent overskud på 21 mio. euro i samme periode sidste år.
Underskuddet kommer på baggrund af en omsætning på 2,4 mia. euro (ca. 18 mia. kroner). Resultatet før skat og finansielle omkostninger (EBIT) fraregnet omkostninger til integration og omstrukturering faldt i perioden fra et overskud på 159 mio. euro til et underskud på 161 mio. euro.
Dermed er den samlede omsætning i regnskabsårets første ni måneder (oktober – juni) faldet med 9 % til 6,6 mia. euro (49,3 mia. kroner). Det samlede underskud i perioden beløber sig til 805 mio. euro (6 mia. kr.).
Udviklingen fik midt i juni vindmøllegiganten til at udskifte den hidtidige topchef, Magnus Tacke, med Andreas Nauen som ny administrerende direktør. I sin første kvartalsrapport udtaler han bl.a.:
- Vi navigerer i en kompliceret periode, både som branche og som virksomhed, og de tal, vi har præsenteret i dag, afspejler dette. Ikke desto mindre er vi allerede ved at træffe de nødvendige foranstaltninger, så landvindmølle-forretningen igen kan blive rentabel. De langsigtede udsigter for vores forretning er lovende, og vores virksomhed har den teknologi og de mennesker, der er nødvendige for at spille en vigtig rolle i udviklingen af de rene energiformer, der skal være med til at bekæmpe virkningerne af klimaændringerne.
For at genvinde rentabiliteten har Siemens Gamesa allerede sat omfattende foranstaltninger i gang, bl.a. en kursændring i Indien for at tilpasse virksomheden til den faktiske efterspørgsel på markedet. Desuden sættes tempoet i implementeringen af LEAP-programmet, der søger at sikre rentabiliteten for Siemens Gamesas tre forretningsenheder, yderligere op.
På trods af de økonomiske udfordringer afspejler kvartalsrapporten med en rekordstor ordrebeholdning på 31,5 mia. euro (ca. 235 mia. kr.) også et stærkt grundlag for fremtiden. At ordreindgangen i kvartalet var 14 % højere end sidste år skyldes først og fremmest havvindmølle- og service-forretningen, som til sammen står for 78 % af ordrebeholdningen.
Tilføj kommentar