Sidste juletræspyntning på det gamle rådhus
Selvom børnene fra Åhaven næppe skænkede det en tanke, blev der skrevet et lille stykke historie, da de tirsdag gik på rådhuset i Centerparken – det, der nu hedder administrationsbygningen – for at pynte juletræ.
”Julepynt til rådhuset” stod der på den medbragte kasse, og en del af pynten var faktisk lavet af genbrugsmaterialer fra arkiverne. Det var nu ikke det, der gjorde juletræspyntningen historisk, men derimod det faktum, at bygningen, juletræet står i, formentlig ikke eksisterer ved juletid næste år – den skal nemlig rives ned for at gøre plads for en helt ny skole, som mange af de 20 børnehavebørn måske går hen og bliver blandt nogle af de første elever i.
Tirsdag gjaldt det dog udelukkende pyntningen af juletræet i indgangshallen ved Borgerservice, og også på biblioteket – der ligeledes står til nedrivning af samme årsag som administrationsbygningen – kan juletræerne se frem til at blive pyntet op til julefest for sidste gang af børnehavebørnene fra Åhaven.
Tilføj kommentar